Spændingen udeblev i kampen mellem Söderling og Nadal. Söderling spillede sit karakteristiske spil med et stort sving i forhånden og dybe og tunge slag. Derudover havde han held med sin baghånds cross, som en defensivt spillende Nadal havde svært ved at returnere. Nadals slag lå generelt ikke dybt nok. I det hele taget er det som om Nadal stadigvæk er rusten efter sin skadespause. Han spiller ikke med samme overskud og tempo som tidligere, og laver for mange uprovokerede fejl. Mentalt virker det ikke som om han er hvor han skal være. Og det er marginalerne, der tæller på dette niveau, så det kan være udslagsgivende. Söderling derimod spillede sin chance. Glæden hos Söderling efter kampen talte sit eget tydelige sprog: lettelse.