Sikker Løchte-sejr efter skidt start

31. januar 2014

Tennissporten.dk til Davis Cup i Hørsholm: Frederik Løchte Nielsen kom forfærdeligt fra start og tabte første sæt med 6-2. Herfra så han sig til gengæld ikke tilbage, og Petros Chrysochos var i de tre efterfølgende sæt chanceløs. Løchte vandt 2-6, 6-1, 6-0, 7-6, og Danmark fører nu 2-0 mod Cypern.

Frygteligt, forfærdeligt, frustrerende. Man kunne sågar finde på at sige endnu et f-ord efter første sæt af Frederik Løchte Nielsens kamp mod Petros Chrysochos. Løchte brugte i hvert fald helt sikkert selv det ord inde i sit hoved. Danskeren var helt ved siden af sig selv. Helt ved siden af sig selv. Det var som om, at han ikke befandt sig på banen. Ikke engang i hallen. Han var kold, som hvis han stod i det kolde snevejr udenfor.

Situationen ændrede sig dog hurtigt. Knapt havde Løchte tabt første sæt, før det hele vendte på hovedet. Man fristes næsten til at tro, at danskeren var blevet bedt om at lade spændingen blive lidt i kampen, så tilskuerne blev lidt længere i hallen. I hvert fald ændrede Løchtes spil og dermed kampens billede sig komplet.

Fra ikke til stede i første sæt og et solidt og velfortjent nederlag på 6-2, tippede Frederik Løchte Nielsen det hele på hovedet. Han spillede en stor tenniskamp. Pludselig kunne han serve, han kunne slå grundslag, og han kunne spille netspil. Det kunne han ikke i første sæt. Han gjorde endda det hele godt. Så godt at kampens resterende tre sæt var ovre hurtigere end man kunne nå ud til baren og hente sig en drink og trøste sig på. 6-1, 6-0 og 7-6 lød de hamrende sikre cifre, og hvad, der lignede en mareridts kamp, blev i stedet ren legestue.

Alt var galt
Men hvad gik så galt for Løchte i første sæt? Alt var galt. Løchte lavede stribevis af fejl, og det var ikke Petros Chrysochos’ fortjeneste, at han fik en forrygende start på kampen. Det var også tydeligt i Løchtes blik, at han ikke var tilfreds med præstationen.

Han kunne nok heller ikke selv forstå, hvad der skete. De mest simple salg blev slået ud, og den normale sikkerhed som Løchte besidder var helt væk. Han var sådan set med i første sæt til 3-2, hvor han dog var nede med et break, men det var en stakket frist. Cyprioten fik tre partier i træk, og så var der noget at snakke om for Løchte og Carlsen i pausen.

Mere tændt og mere klar
Pausesnakken må have gjort godt. Forvandlingen skete nemlig med det samme, at Løchte kom på banen til andet sæt. Han virkede mere tændt og mere klar, og det var pludselig som om, at han havde noget at stå i mod med. Både forhænderne og baghænderne sad bedre, og nu kunne man pludselig kende den danske etter.

Han kom hurtigt foran med 3-0 efter tre fremragende partier, men så var det som om, at Løchte fik slappet lidt for meget af. Det blev 3-1, men derfra gav Løchte ikke mere i andet sæt. Fejlene var meget få, og ind i mellem lavede han slag, der virkelig var en fryd for øjet at se på.

Uddelte æg
6-1 i andet sæt, og det gode spil blev med det samme videreført. Løchte virkede stadig tændt, han havde fået hallen med, og så kørte det hele bare. Enkelte gange måtte han hanke op i sig selv efter en sløset forhånd eller baghånd, men det var danskeren, der var ovenpå.

Og nej, Løchte var ikke bare ovenpå. Han var flere klasser bedre end Chrysochos, og så blev der uddelt æg i Hørsholm, 6-0 i tredje sæt. Cyprioten er urangeret, og han fik ikke lov til sådan at lege med Løchte. Da dansken først viste, hvor skabet skulle stå, havde Chrysochos intet at stå i mod med.

Ligner dansk succes
Billedet fortsatte i fjerde sæt, og det blev hurtigt kun et spørgsmål, om hvor hurtigt kampen skulle slutte. Petros Chrysochos lignede heller ikke en, der gad mere, og Løchte fortsatte med koncentration. Midt i sættet meldte usikkerheden sig dog for danskeren, og så lugtede den blot 17-årige cypriot blod. Han brød Løchte til reducering 3-1, og efter et break til hver var Chrysochos der igen i Løchtes serv. Det blev 4-4 og også 5-4 i cypriotens favør.

Løchte holdte heldigvis stand og løftede sine server, så han fik sættet ud i tie-break. Her startede begge spillere nervøst i egen serv, og vi skulle helt frem til sjette bold, før Løchte som den første holdte serv. Det blev vendepunktet, og herfra kørte Løchte sejren i land med 7-4 i tie-breaken.

Med Løchtes singlesejr er Danmark nu foran med 2-0 i Davis Cup-kampen mod Cypern. Selv den mest pessimistiske er nødt til at sige, at det ser godt ud for Danmark nu. Cyprioterne har ikke vist et niveau, der gør, at vi skal være bange, og det ligner dansk succes i Hørsholm. Allerede i morgen kan den danske sejr meget vel være i hus, når Løchte og doublemakker Thomas Kromann møder Photiades og Hadjgeorgiou.