Det lykkedes mig at hive den første titel siden 2007 i land, men det var ikke helt uproblematisk. Han spillede virkelig godt i starten, og jeg kunne ikke finde en løsning. Jeg havde ikke power nok til at slå igennem ham, som jeg gerne ville, og jeg spillede ham generelt bare taktisk forkert. Hen havde en god forhånd, hvis han kunne løbe rundt om sin baghånd og slå den. Hans baghånd var ren slice, men den er også god. Jeg spillede ham alt for megt i baghånden. Jeg regnede med, der før eller siden ville komme åbninger, hvis jeg holdt presset, men han var dygtig til bare at holde mig væk. Da åbningerne ikke kom, tog jeg ofte de forkerte beslutninger. Det begyndte at vende, da jeg begyndte at åbne ved at slå blødt ud på hans forhånd og så angribe hans baghånd på det næste slag. Desuden servede han godt, og jeg var ikke i stand til at lægge pres på hans server. Jeg var meget uheldig med ikke at breake tilbage til 4-5 i 1., og i stedet tog han en 1-3, 15-40 føring i 2. Der var der lidt langt til enden af tunnellen, må jeg indrømme, men da jeg holdt, fik jeg et boost, og kunne fornemme et skift i momentum. Det skift holdt jeg sættet ud, og jeg vandt de sidste 5 games i rap. På lidt mærkelig og uheldig vis kom han foran 0-3, 0-30 i 3. Lidt skuffende, da jeg burde have holdt fast i det momentum, jeg havde i slutningen af 2. Jeg fik dog heldigvis vendt det på samme måde, og det jeg brød tilbage, følte jeg ikke, sejren var i krise.
Det er fedt at vinde en turnering igen, men det er endnu federe, at jeg kan genkende mig selv igen. Der mangler stadig lidt spillemæssigt, men attitude og mentalitet er, som jeg kender mig selv. I starten af året har det ikke føltes rigtigt. Nu håber jeg, det her kan give mig et boost, og det var jo det, jeg kom herud efter. Nu burde jeg i hvert fald have point nok til at være sikker på at gå ind i Wimbledon kvalen, og det er et vigtigt mål for mig. Til gengæld tror jeg, det er bedst, hvis jeg bare glemmer alt om mine doubler herude.
YNWA