Sejr. Haide.
19. april 2010
Sådan. Jeg fik i dag en god sejr, og det føltes skønt. En af de herligste sejre, jeg har haft længe. Jeg spillede godt, havde alligevel en del modgang, men håndterede det godt. Havde man set mig sidste uge, ville man tro, det var en anden spiller i dag, og det var også meningen. De tinge, jeg arbejdede på i løbet af ugen fungerede for mig, og jeg følte mig for første gang på gruset fysisk stærk. Det var en 3-sætter, og han virkede virkelig træt til sidst, mens jeg holdt niveauet, og kunne have fortsat. Eneste minus var, at jeg skulle have vundet i 2 sæt. En meget positiv dag. Kampen blev 6-2 6-7(5) 6-1.
Jeg var lidt på hælene i de første par games, da jeg lige skulle finde boldene. Endnu engang et af de tilfælde – som det altid er på futures – at man får mølkugler til træning, og så er det helt anderledes i kamp. Når det så er en ny type bold i hver turnering, er det ikke altid lige let i de første par games, synes jeg. Jeg kom bagud 0-2, men derfra var jeg helt over ham. Jeg tog de næste 6 games og spillede skide godt. Han fik ikke et ben til jorden, og jeg fortsatte med at ”pushe” mig selv, så jeg ikke faldt i niveau. Fra starten af 2. ændrede han nogle ting, og han begyndte at returnere meget bedre. Det ændrede lidt i starten, og vi udvekslede et par breaks, inden han bragte sig foran 1-4. Han havde bl. a. breaket mig med 5 vindere, hvoraf 4 var direkte returvindere – too good. Jeg fik heldigvis overtaget igen, og spillede mig til 5-4 30-0 og serv. Der slår han så en fantom passerball, og ender med at bryde mig igen. Jeg har igen ved 6-5 muligheden for at serve den hjem, og har også 1 matchbold, hvor han dog igen spiller godt. I tiebreaken har jeg 5-2, 5-4 med serv og smash, men får ikke lukket den. Det var heldigvis ikke et sæt, som jeg sked væk, men jeg fik ikke lukket det, og han spillede virkelig godt til slut i sættet. Jeg var ved at komme helt skævt fra starten af 3., da jeg sendte 3 bondefejl af sted på 3 sekunder. Jeg fik heldigvis raget kastanjerne ud af ilden, og derfra var det spil til et mål. Jeg følte mig fysisk meget bedre, end han, og han lavede da også flere fejl, og havde ikke samme snert i slagene. Jeg var hele tiden på tæerne, og holdt et godt niveau – udover et bonde servegame.
Det, jeg har været mest skuffet over på gruset –udover mig selv bare – har været mine returgames. Normalt er jeg rimeligt god der, og plejer at bryde en del, men det har indtil nu været kummerligt. Nu føler jeg endelig, jeg er ved at finde stilen, og 12 breaks ud af 15 returgames er jeg da også yderst tilfreds med. Egen serv er en anden historie…
Jeg spiller i denne uge double med en italiener, Federico Torresi, der i øvrigt repræsenterer Farum i Danmark. Vi er 3. seedede og møder i morgen et italiensk WC.
Top 3:
1 1) Juan Carlos Ferrero. For at tage 6 games mod Rafa i Monte Carlo.
2) 2) ”House”. Jeg var skeptisk, men jeg har overgivet mig. Rart med et nyt tv-show.
3) 3) Lyngby BK. Fortsætter de gode resultater, kan man snart endelig få ordenlige grilpøller i SAS Ligaen igen.
YNWA