Det var så Segovia. Det var en stille og rolig uge, men da både klub og hotel lå midt i ingenting, var det ikke ligefrem en historisk uge. Miserable restauranter sendte os på Burger King mere el mindre hver aften, og det siger vist lidt.
Tennismæssigt startede den elendigt. Ikke så meget pga. resultatet, men mere pga. årsagen til resultatet. Jeg havde i Recanati i sidste uge mærket at mine uforudsigelige nerver spillede mig et puds i serven, men da det ikke havde den store indflydelse på spillet, tænkte jeg ikke videre over det. Da jeg så kom til Segovia, var min arm mere død, og serv og forhånd (bare alt jeg gjorde med en arm) havde jeg ikke fuld kontrol over. Da jeg ikke havde længere tid til at forberede mig på det, var jeg pænt påvirket af det under kampen. Både fysisk, naturligvis, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der nu ville ske, da jeg et par gange over de sidste to år er blevet sat tilbage af blokerede nerver. Jeg vidste ikke, om jeg ville være nødt til at afbryde min rejse, eller hvad. Da jeg stadig havde double, besluttede jeg mig for i første omgang at spille double færdigt og evt. se, om at komme tilbage til sea-level ville gøre en forskel. Det virkede nu også som om min modstander, spillede godt, men med kogt spaghetti ud af ærmerne var det svært at vurdere. Han endte med at gå til finalen.
I double var vi så lidt heldige, at det begyndte at regne samme dag, som jeg spillede single, og da vi kom tilbage dagen efter, var min arm som ugen før, så jeg igen kunne spille på et normalt niveau. Det var en kæmpe lettelse, og der var pænt stor forskel på mig fra den ene dag til den anden. Vi endte med at spille en god kamp – selvom den ene af vores modstandere, Albano Olivetti, servede så brutalt, at jeg aldrig har følt mig så hjælpeløs på returerne. Han har en stor serv, og i altitude var det endnu mere brutalt. Hold øje med ham – han servede 254 km i timen her (verdensrekord er 249), men det var net på serven. Derefter spillede vi en yderst solid turnering. Jeg holdt mit momentum på serven fra sidste uge gående, og jeg blev kun brudt 1 gang hele ugen. Det var så i finalen, og var på et meget bittert tidspunkt. Vi havde spillet 1,5 skide gode sæt, men så spillede jeg et bondegame ved 3-4. Heldigvis svarede vi igen med en kanon super tiebreak. Det var kanon at få lidt succes med Johan efter en masse turneringer, hvor det har været stolpe ud for os. Det er fedt, at det vi har trænet på har båret frugt, og at vi har forbedret os markant i løbet af året. Det er også skæppe skønt at spille double på hardcourt igen, hvor jeg i hvert fald er mere komfortabel, end på grus.
Nu er jeg så kommet til USA efter en dejlig ukompliceret rejse. Jeg spiller i Binghamton i denne uge, og starter i morgen mod Michael Venus, NZL. Jeg har kun set lidt til ham, og han spiller med en god serv og en god forhånd. Jeg spiller double med Treat Huey, PHI. Vi er 2. seedede og møder King/Lewis, BAH.
Top 3:
1) Brætspil på iPad. Jeg har fået sat Joey på plads i Monopoly, men han har krammet på mig i lufthockey.
2) 5 guys. Man skulle tro at en uge med burgere ville være nok, men når det bliver opgraderet til 5 guys, kan jeg kun være glad.
3) Javier Bardem. Syg skuespiller.
YNWA