Sarajevo

3. juni 2009

I denne uge går det løs for mig i Bosnien, og i dag gik jeg videre til 2. runde efter en 6/3 6/2 sejr over 7. seedet. Det var en god sejr for mig, da hun ligger i top 300 – der hvor jeg gerne snart vil se mig selv.
Banen var temmelig tung, hvilket gjorde spillet langsommere, men i dag var det ikke noget, der generede mig. Jeg forsøgte at lægge pres på og komme i offensiven, og det lykkedes rigtig fint. Jeg spillede ikke drømmetennis i dag – mindre kan også gøre det – men jeg var mere solid end min modstander, og det er ikke så tit, jeg har den fornemmelse på dette niveau.
I morgen møder jeg enten en polak, Piter – som jeg har haft et par dramatiske tidligere møder med – eller en hårdtslående slovener.
Jeg fløj til Sarajevo over Budapest i mandags. Jeg rejste samme med Kosinska fra Polen. Hun spillede også Olecko, og vi aftalte der, at vi ville spille double sammen her i Sarajevo. Vi er seedet i double og spiller vores første kamp i morgen.
Næsten lige siden jeg er landet i Bosnien, har det regnet. Mandag og tirsdag blev der ikke spillet særlig meget, og den eneste måde, man kunne få rørt bolden på, var ved at gå indendørs. I dag har det holdt tørt, men i morgen siger vejrudsigten, at der igen kan kommer regn. Jeg krydser fingre, for hvad jeg ikke har brug for er flere regnvejrsdage hernede – så spændende er her altså heller ikke!