Hanne skriver fra sin blog:
"Jeg har virkelig fundet det gode spil frem her i Luxembourg, og det giver resultater. I dag slog jeg Kapshay (320) 6/1 6/4 i kvalfinalen. Det var en super sejr, og jeg spillede vildt godt – for at sige det mildt!
I første sæt kørte jeg hende fuldstændigt over ved hjælp af mange vinkler og førsteserver. Hun var igen en spiller, som ikke laver så meget, men lever på at holde i bolden, men fra starten af andet blev hun mere aggressiv. Jeg blev taget lidt på sengen, men fik styr på begivenhederne igen, og fik det afgørende break, så jeg kunne serve kampen hjem.
Det føles helt vildt godt at vinde i dag, men faktisk har det ikke helt bundfældet sig endnu – jeg kan ikke rigtig forstå det. Det er jo vildt at tænke på, at jeg tog herned lidt ved en tilfældighed, fordi jeg tænkte, at jeg ville skrabe lidt erfaring sammen og få lidt god træning, og nu står jeg overfor at skulle spille min største kamp i karrieren på onsdag! Nogle gange kommer det gode spil og resultaterne altså, når man mindst venter det…..
Jeg spiller som sagt 1. runde på onsdag, og selvom jeg endnu ikke ved, hvem jeg møder, så glæder jeg mig allerede helt vildt. Nu er hovedturneringsspillerne også kommet, og der er mange af dem, som jeg enten har set spille på tv eller har set har deltaget i grand slam e.l., så det er rigtig fedt at se mit navn sammen med deres.
Jeg fejrede sejren med et langt varmt karbad (det var hundekoldt at spille i dag), og her til aften vil jeg se min sidste film. I morgen har jeg fridag, så der skal jeg tage det lidt med ro, træne lidt, se lidt god tennis og måske få lidt massage. Der er så også lige den hurdle, at jeg nok skal flytte hotel, for jeg havde selvfølgelig kun booket mit værelse til i går (jeg troede jo ikke, jeg ville gå så langt…), og nu er der så fuldt booket. Men det finder jeg nok ud af.
En anden lille detalje, som gør mig endnu mere stolt over, hvad jeg har opnået hernede er, at jeg tror jeg er den eneste tilbageværende i turneringen, som er her alene uden træner og/eller forælder. Jeg arrangerer selv min træning, spiller med dem, der har lyst, har ingen støtte under kampene, og klare alle de praktiske ting selv. Det er sejt gået, hvis jeg selv skal sige det!"