Runde tre er en realitet for Caroline W

21. januar 2010

Et fantastisk hug med forhånden og bolden pisker totalt fladt over nettet og bringer momentant Caroline i defensiven. Bag vel nok en af tourens hårdeste og mest overraskende forhænder befinder sig den 21-årige tyske Julia Görges, men til alt held for danskeren er der så langt mellem snapsene, at dette våben aldrig for alvor kommer til at spille nogen dominerende rolle i dagens opgør, som ender med en hurtig sejr 6-3, 6-1 til Caroline.

– Hvis tyskeren kunne køre den forhånd konstant, ville hun være en farlig modstander for selv Serena Williams eller hvem som helst på touren, konstaterede Piotr Wozniacki umiddelbart efter kampen.

Men det kunne hun ikke, hvorom hendes fejlprocent taler sit tydelige sprog: den var konstant mere end tre gange så høj som danskerens, og den går altså bare ikke imod så sikker en defensiv spiller som Caroline. Nok virkede hun en kende overrasket over de knaldhårde og superflade forhænder, men ikke mere end at hun de fleste gange fik ketsjeren på og returneret en forholdsvis høj og blød bold, som Görges for det meste overforcerede og sendte i nettet.

Denne knaldhårde og direkte forhånd ses ikke ofte på touren – man skal nærmest helt tilbage til Jimmi Connors for at finde tilsvarende fladt og direkte spil. Fordelen er indlysende – bolden kommer langt hurtige end de topspundne slag, som er gængs kost i dag, og som sejler flere meter over nettet, men slaget kræver uhyre præcision, da frigangen over netkanten er så uendelig lille, faktisk kun få centimeter, afhængigt af spillerens højde. Det kræver en perfekt timing – og den forberedelse tillod Caroline ganske enkelt ikke sin modstander, som derfor altid var et skridt bagefter. ”Nein”, udbrød hun et par gange – men jo, Julia, sådan er vilkårene, når man møder turneringens 4.-seedede, hvis særkende det netop er at lægge et vedvarende pres på modstanderen med sin stærke defensiv.

Taktikken var da også at holde tyskeren væk fra forhånden og i stedet dyrke hendes noget mere vakkelvorne baghånd – og den må siges at være lykkedes til punkt og prikke, for Görges fik slet ikke den tid, hun behøver til at forberede sine blitz-angreb. Caroline excellerede med et godt tryk på både forhånd og baghånd dybt til baglinien, ligesom hun flere gange overraskede sin modstander med en serv, der skruede ud af banen i forhåndssiden, når tyskeren troede den ville komme i midten af servefeltet.

Görges-taktikken lykkedes kun i glimt, fx da hun var bagud 0-4 i andet sæt. Her havde hun held med at køre nogle afventende grundslag nogle gange frem og tilbage, hvorefter hun som et slangehug lod sin imponerende forhånd lyne – og for første gang i matchen lykkedes det hende at kæde flere point sammen til et helt parti. Men det var til gengæld også ”all she wrote” – game over. Kampens sidste to partier var ren rutine fra Wozniackis side, og efter blot godt en times arbejde i den tidlige eftermiddagshede i Margaret Court Arena, hvor temperaturen sneg sig op sidst i 20’erne under Australiens ubarmhjertige sol, kunne Caroline trække sig tilbage til omklædningsrummet med god samvittighed og en billet videre til næste runde.

Kampen i tørre tal:
Caroline Woznizcki – Julia Görges: 6-3, 6-1
Første serv: 62 % – 64 %
Esser: 3 – 2
Dobbeltfejl: 1 – 1
Uprovokerede fejl: 11 – 36
Vindere (inkl. Serv): 9 – 17
Netangreb: 3 af 4 = 75 % – 10 of 10 = 100 %
Hurtigste serv: 172 km/t – 176 km/t