Jeg har spillet mig i hovedturneringen her i Bucharest forholdsvis simpelt. Det er altid rart at komme forholdsvis smertefrit igennem kvalifikationen, specielt i 35 graders varme. Netop varmen og solen har været noget vi alle har kæmpet lidt i mod og igår gik den ikke længere for den ene svensker, Pierre. Pierre og Viktor som er de to svenskere der også er hernede skulle møde hinanden i kvalfinalen og da de to første sæt var overstået efter godt og vel 2 timer og 30 minutter måtte Pierre trække sig med et ildebefindende. Da han så kom ud og lå lidt i skyggen begyndte han pludselig at krampe og efter en time i smerter blev han hentet af en ambulance. Han har det dog fint idag, selvom han naturligvis ikke var helt på toppen, ja dramatisk var det.
Jeg har spillet 3 solide kampe, og samtidig med at mine modstandere er blevet bedre kamp for kamp er min tennis også blevet bedre, så jeg er ved godt mod. Desværre måtte jeg se mig besejret i double idag. Jeg spillede sammen med en chilener som jeg kendte fra mine år på college, og det er faktisk ekstremt ærgerligt at vi tabte idag for kemien var god og vi klikkede godt. Vi havde heller ikke just lodtræknings held eftersom vi havde trukket det første seedede par fra Spanien. På trods af det følte jeg dog hele tiden at vi var det bedre par og det er ikke mange bolde der skulle have gået vores vej før det var os der havde vundet super-tiebreaken. Vi var dog begge enige om at vi klikkede godt og vi prøver at spille sammen igen en anden gang.
Af lidt mere irrelevante nyheder havde vi i 4 dage ledt efter fjernbetjeningen, vi havde endevendt stort set hele værelset for hvem hader ikke at rejse sig op hver gang der skal skrues op og ned eller skiftes kanal? Da vi så var på anlægget idag fandt Søren den på bunden af sin taske, hvordan den er endt der må guderne vide. Jeg er helt sikker på han bare prøvede at stjæle den.
Igen bliver jeg nød til at nævne Frederik i min blog eftersom han bliver ved med at vinde på det grønne græs. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har set nogen returnerer Karlovic’s serv en god meters penge inde i banen, det gør mig lidt mere fortrøstningsfuld eftersom han også står så langt inde i banen når jeg server.
I morgen møder jeg en Italiener, Roberto Marcora, han er en høj fyr som slår til bolden. Jeg ved dog hvordan jeg bør spille min tennis og hvis jeg blot holder mig til konceptet kan det ikke gå helt galt.