Anders Holm måtte torsdag strække våben mod sin tyske modstander i Tennis Europe turneringen i Davos i Schweiz. Anders har spillet en meget flot turnering og via kvalifikationen og en sejr i første runde, stod Anders således overfor en seedet tysker i anden runde af turneringen.
Det skulle vise sig at blive en speciel kamp, for den tyske modstander havde en noget besynderlig opførsel og attitude. Allerede tidligt i kampen blev referee tilkaldt og tyskeren havde tilsyneladende problemer med almindelig høflighed, og hvad man ellers kan tillade sig på banen.
Desværre gik det Anders lidt på, selvom det ikke burde være sådan. Der er ingen tvivl om, at hvis Anders kunne holde fokus på sin tennis, så ville kampen være åben, men det gik desværre sådan som tyskeren ville det – at Anders mistede fokus, lysten og viljen til at kæmpe for den sejr, som formentlig lå om hjørnet, hvis indstillingen fra de forgangne fire kampe havde været tilstede.
Men kredit til Anders for en super turnering med fem singlekampe og to doublekampe samt en masse erfaring, som man må håbe Anders tager med hjem til Danmark og de næste mange kampe.
I double var både Martine Ditlev og hendes finske makker samt Ulrikke Høyer og Julie Noe i semifinalen. Dette i sig selv er jo godt, og man kunne være bange for, at pigerne ville være tilfredse med dette, men heldigvis viste det sig ikke at være tilfældet, da først Martine og Petra vandt deres semifinale over et portugisisk/engelsk par og Ulrikke og Julie kort tid efter slog matchbolden ind i deres kamp mod to portugisere. Begge sejre var gode, og det var stærke spillere, de danske piger slog.
Dette betød altså en doublefinale med dansk deltagelse på begge sider af nettet, ikke et syn man ser så tit i international sammenhæng!
Finalen blev lidt for ensidig med Martine og Petra i førersædet fra start. Det virkede som om, at Ulrikke og Julie ikke helt var kommet ned fra tinderne efter deres semifinalesejr. Forståeligt, men også lidt ærgerligt for kampen.
Alle tre danske piger samt Anders Holm kan se tilbage på en god og udbytterig uge i Schweiz. Resultatmæssigt var det lidt blandet, men specielt med dagens doublesejr og finaleplads, må det samlede billede være godt og spillere samt træner, Ulrich Secher, tager i morgen lørdag tilbage til Danmark og de vante omgivelser i de respektive klubber.
Indlæg skrevet af: Ulrich Secher