Det har nu næsten regnet konstant her i Tallinn i tre dage. Jeg har stået op, regnen har klasket hånefuldt på ruden, luften tung og grå, solen totalt indhyllet i et tæt lag af skyer. Jeg har siddet i klubben og betragtet den stille regn igennem ruden i vandpytterne udenfor, lydløs og ligeglad. Jeg har kørt i taxa, mens dråberne kom listende ind i hjørnet over venstre bagrude, hvor jeg sad og betragtede dem løbe mørkt igennem det grå stof i loftet, ned på mit lår og farve en lille ring i mine sorte joggingbukser. Jeg har betragtet regnen og forsøgt at få noget ud af den. Der må ske noget, når det regner, men vi mennesker går fuldstændigt i stå, hver gang det drypper udenfor. Alt lukkes ned, folk holder sig indenfor, stille og sørgmodige, nogle irritable over "det dårlige vejr". Vi drikker kaffe og kakao og lægger os under tæpper og dyner og ser fjernsyn, når det regner. Det "må" man gerne, tænker vi. Skal man ud, skal man trodse regnen og iføre sig farverigt plastic-regntøj med tilsnøret hætte eller bruge paraplyer eller aviser. Vi vil ikke blive våde. Men hvad er det regnen gør? Hvad gør den ved mig? Rører den noget i mig eller lukker jeg også ned indeni, som så mange andre mennesker.
Nu, hvor solen igen er kommet frem, er jeg fortsat i samme tankemønster, som da regnen stod på. Der er ikke noget i mig, der har sluppet endnu. Jeg sidder henslængt i træstolen med lyserødt betræk ved bordet, spiser pasta – udtryksløst tror jeg, men måske lidt sørgmodigt – og tænker. Jeg føler mig tung, lidt irritabel og en smule nedtrykt. Små ting går mig på, men jeg siger dem ikke højt. Jeg giver ikke verbalt udtryk for mine indre tanker. I stedet glor jeg bare. Jeg stirrer på ingenting og på alting. Jeg registrerer hvad der er omkring mig, men jeg prøver ikke at ændre dem. Stefan spørger mig om et eller andet, sikkert bare for at komme i kontakt med mig, men jeg svarer kort og mumlende et eller andet og han trækker sig. Jeg gider ikke at snakke om transporten til klubben i morgen, for helvede, tænker jeg. Jeg vil gerne bare sidde her og glo, måske løse lidt kryds og tværs, høre lidt musik, men helst bare sidde og glo.
Da jeg har gloet lidt længere, beslutter jeg mig for at tage Knausgaard Min Kamp frem og fortsætte fra hvor jeg slap. Jeg hæfter mig ved den måde, hvorpå han skriver om sin fars død. Hans bror, Yngve, ringer og fortæller ham det. De aftaler at mødes og at Knausgaard skal tage første flyver. Så lægger han på. "Min far er død", siger han til sig selv, men det siver ikke ind. Så går han ud i køkkenet og laver te, og mens vandet koger, tænker han på, hvad han burde tænke på i denne situation. Han beslutter sig for bare at tænke hvad han tænker og ikke give sig selv dårlig samvittighed over, at han ikke græder. Han må være i chok, tænker han. Så beslutter han sig for at tage et bad, tanken om at gokke den af i badet strejfer ham, men nej, for fanden, hans far er jo lige død. Død, død, død.
Jeg synes det er fantastisk læsning. Han får så meget ud af ingenting. Alting bliver sagt, også det, der normalt er usagt, altså hverdagsting, små hændelser, der bliver gjort så mange gange i løbet af dagen, at vi slet ikke registrerer dem længere. Det giver en fantastisk nærhed og autencitet. Jeg er vild med stilen. Karl Ove Knausgaard minder også en del om Paul Auster, som jeg også vældigt godt kan lide. Jeg skrev min første semesters eksamensopgave på uni om Auster og tre gennemgående temaer i hans værker: Solitude – eller ensomhed -, absent father – altså en far, der ikke er til stede (han er der fysisk men ikke psykisk), og the death of the author – hvilket omhandler metafiktion, hvor forfatteren selv pludselig dukker op i historien eller dele af hans rigtige liv bliver gjort til fiktion og omvendt. Det er interessant læsning, men vigtigst af alt, så ramte det noget i mig. Det der med solitude. Jeg har følt den ensomhed, som Auster beskriver så mange gange, uden at kunne sætte ord på den, forstå den, eller acceptere den. Jeg har altid kæmpet imod ensomheden, som om den var en fjende. Måske fordi der er så meget fokus på extroverte mennesker, det gode ved at have et rigt socialliv og være på hele tiden. Der er ikke så meget plads til de introverte. Eller de viser sig ikke så ofte, i virkeligheden, som de extroverte. Men da jeg læste Auster, betragtede jeg lige pludselig ensomheden som noget godt, et rum jeg havde brug for, som styrkede mig. Det at kunne være alene med sine tanker, er en utrolig gave, og lige så snart man ikke er bange for sine tanker mere, men bruger dem konstruktivt til at skabe mening og sammenhæng, så er verden en helt anden. Verden er hvad jeg gør den til. Der er ikke rigtigt og forkert, der er min måde og så er der de andres måde.
Men hvor kom jeg fra? Jeg mistede fuldstændig tråden og må gå tilbage i bloggen for at læse, hvad jeg har skrevet. Jeg sætter venstre albue i bordet og hviler hovedet i hånden, mens jeg sukker. Det er hårdt at skrive. Man skal være på. Nå ja, Knausgaard. Der var en tanke, som slog mig, da jeg sad i klubben og læste; hans far er død og han sidder i flyet og tænker på hvad han tænker han skal tænke på. Som om han pludseligt er udenfor sig selv, hans indre har bevæget sig ud af kroppen og skabt en anden virkelighed. Han begynder at se alting nøgternt, uden følelser. Han kunne betragte sig selv udefra, uden at bedømme, men se hele situationen fra et neutralt synspunkt. Og jeg tænkte, det kender jeg godt. Derefter tænkte jeg på, hvad hvis nu hvis jeg sagde alle de ting, jeg normalt holder igen med. Hvis jeg nu sagde til Stefan, når jeg synes han er pisseirriterende, eller når han er sjov, eller når han er venlig.
F.eks. spillede jeg double i dag. Jeg spillede ikke specielt godt, heller ikke specielt dårligt, men bare ikke godt nok til, at vi kunne vinde kampen. Jeg var for ustabil. Jeg missede nemme returer, flugtninger, server, men mest frustrerende var at vi tabte alle de skjulte point. Ikke Gilberts hidden ad points, men alle de små point i kampen, der gør at man føler sig ovenpå og giver een følelsen af momentum. Den følelse havde jeg ikke på noget tidspunkt. Vi tabte 6-4 6-4. Det var tæt, men aldrig rigtig nær en sejr. Efter kampen sætter jeg mig på en trappesten og skifter sko. Stefan kommer hen til mig med et undskyldende blik og så snart vores øjne mødes, sænker jeg mine og koncentrerer mig om at åbne snørebåndene på mine tennissko og tage mine løbesko på. Han spørger hvad scoren var. 4 og 4, svarer jeg. Åh nej, det er jeg ked af at høre, siger han. Det er helt okay, siger jeg, det var en lidt kedelig kamp og jeg spillede ikke så godt, men hvad faen, det er jo bare double, god træning. Det er jeg ked af, gentager han. Jeg ryster forbavset på hovedet og siger, det er fint nok. Han klapper mig på skulderen og siger at jeg skal koncentrere mig om singlen, det er det, der er vigtigt. Ja ja, siger jeg.
Hvis jeg i denne situation nu havde kaldt Stefan på hans fejlfortolkning af situationen, hvad havde der så sket? Hvis jeg nu i det mindste havde reageret anderledes, da han gentog, at han var ked af det. Et forbavset blik var tilsyneladende ikke nok, for han klappede mig også fortrøstningsfuldt på skulderen. Jeg må have set bedrøvet ud. Jeg følte mig ikke bedrøvet. Doublen rørte ikke som sådan noget i mig, netop fordi vi aldrig rigtigt var i nærheden. Og jeg siger til ham, at det er fint nok, bare double osv. Hvorfor bliver han så ved? Det er sgu det, der irriterer mig. Jeg har ikke vidst det før nu. Det er det, at han ikke kan situationsbestemme. Han kan ikke læse andre menneskers signaler.
Ah. Det lettede noget i mig. Et tryk. Solskin efter regnen.
Dette er vist den længste blog jeg nogensinde har skrevet. Det har taget en time, tror jeg. En halv time, måske. Jeg ved det ikke. Jeg skal spille mod Timo Nieminen – 2. seedet – i morgen og glæder mig. Jeg har altid gerne ville se, hvad det er han kan, når man står overfor ham. For udefra er han ikke noget specielt. Han er stabil, men har ingen våben. Hans våben er, at han er stabil. Han vinder mange små point. Det skal jeg håndtere i morgen. Så får jeg chancer. Jeg skal spille aggressivt med tryk, de slag jeg ved jeg kan sætte 95 % af tiden, med tryk på, så bliver det en god kamp.
PØ