18-årige Søren Wedege og 28-årige Karina Ildor Jacobsgaard tog sig lørdag af DM-titlerne indendørs. Mens der for Lyngbys Søren Wedege var tale om den første DM-titel som senior, var det rutinerede Karina Ildor Jacobsgaards syvende.
Hos herrerne var det med Søren Wedege og Christoffer Kønigsfeldt de unge, der i år skulle afgøre DM Inde mellem sig, efter de som juniorspillere har stået overfor hinanden i DM-finaler hele vejen fra de har spillet U12 til U18.
Christoffer Kønigsfeldt kom bedst fra start. Uden de store problemer snuppede han første sæt 6-2, mens Søren Wedege syntes at blive mere og mere frustreret på sig selv. Det fik han imidlertid vendt i andet sæt. Samtidig blev spillet bedre, og Wedege kunne relativt let vinde andet sæt 6-2. Derfra var det Lyngby-spilleren, der var ovenpå, og da han i de efterfølgende sæt fik hevet de første, tætte partier hjem og dermed brudt Kønigsfeldts serv, blev det for meget op ad bakke for Hørsholm/Rungsted-spilleren. Wedege kunne derfor efter 1.51 timers spil glæde sig over, at den første DM-titel som senior var hjemme med sejrscifrene 2-6, 6-2, 6-2, 6-1.
”I andet sæt begyndte jeg at spille meget mere afslappet. Serven begyndte også at køre. Det gav mig overtaget i mine partier og lidt mere overskud i hans,” mente en glad Søren Wedege, der konstaterede, at mesterskabet kan bruges til rigtig meget. ”Det giver selvtillid og er også godt at vise frem for sponserer, når man er ny,” mente Lyngby-spilleren, der om et par uger drager til Tyrkiet for at spille tre futures-turneringer.
DTFs sportschef Johan Sjögren glædede sig også over, at to unge spillere med mange år foran sig havde spillet sig frem til finalen, ligesom han noterede sig, at Søren Wedege, der kæmper for en professionel karriere, har udviklet sig godt. ”Men hvis han skal udvikle sig yderligere, skal han blive meget bedre til at holde fokus på banen. Hvis han ikke arbejder med det, bliver det meget svært fremover,” lød advarslen.
Hos damerne måtte Trine Basset, der havde spillet sig frem til sin første DM-finale, konstatere, at hun var kommet i menneskehænder hos den rutinerede Karina Ildor Jacobsgaard. Første sæts første tre partier var tætte, men da først Jacobsgaard havde hevet dem hjem, var der stort set kun én spiller på banen frem til stillingen 6-0, 3-0. Derfra fik Basset fra Tennis Club Odense trods alt bevist, at hendes finaleplads ikke var en tilfældighed og fik slutteligt pyntet på resultatet, som endte med 6-0, 6-3 til Jacobsgaard fra KB.
”Jeg tror, jeg får knækket hende, da jeg vinder de første tre partier. Hun er sikkert også lidt nervøs, men jeg føler nu også, at jeg har spillet godt hele ugen og ramt bolden godt,” sagde Karina Ildor Jacobsgaard, der hele DM-ugen har måttet leve med storfavoritrollen og også formåede at leve op til den. Men den 28-årige cand.merc-studerende spilder ikke tiden. Straks efter at have vundet sin syvende DM-titel satte hun sig i bilen for søndag at deltage i Wasa-løbet i Sverige, der byder på intet mindre end 90 kilometer på langrendsski.
I herredouble løb Christoffer Kønigsfeldt og Rasmus Møller med titlen med en sejr på 3-6, 7-6 (6), 7-6 (4) over Andreas Lauland og Ole Jensen, mens Karina Ildor Jacobsgaard sammen med Line Elvstrøm Ekner sent fredag aften havde sikret sig titlen hos kvinderne med en 6-4, 7-5 sejr over Anne theil Gylling og Andrea Munch Hermansen.
Se alle resultater fra DM på DTFs hjemmeside: www.dtftennis.dk