Tre danske piger deltager i denne uge i tre forskellige turneringer med mulighed for at vinde point til WTA-ranglisten.
Maria Jespersen (billedet) er i Estland for at spille en 10.000$ turnering. Maria skal forsøge at spille sig igennem kvalifikationen, og den første forhindring er lettiske Jelena Ostapenko.
I Australien er Malou Ejdesgard (WTA 822) nået til Sydney, hvor der også i denne uge spilles en 25.000$ turnering. Malou spillede kvalifikation i single, hvor første kamp blev vundet med 6/4 6/2 over Natalie Barbir fra Australien. I anden runde tabte Malou desværre til brittiske Anna Fitzpatrick (WTA 498) med 2/6 3/6.
I double spiller Malou igen med Richel Hogenkamp, og det dansk/hollandske par møder i første runde Hsieh/Zheng.
I en lignende turnering i Surprise, USA, deltager Karen Barbat (WTA 648) også i kvalifikationen. Karen vandt første kamp over Maxine Thomas med 6/4 7/5, og i anden runde venter Zuzana Zlochova (WTA 365) fra Slovakiet.