Philip Ørnø mangler DM-titlen udendørs

4. august 2014

DM i Helsingør starter i dag, mandag, og hjemmebanefavoritten Philip Ørnø er førsteseedet. Han har aldrig vundet DM udendørs, men det kan han gøre denne uge på hjemmebane.

HELSINGØR.

Philip Ørnø har prøvet meget. Han har haft drømmen om en stor international tenniskarriere, han har forsøgt collegevejen i USA, og han har rejst rundt og spillet internationale turneringer.

Drømmen om at blive en stor international tennisspiller er nu lagt på hylden, men Philip Ørnø nyder stadig at spille tennis, og han hader stadig at tabe.

Derfor nager det ham også, at han stadig mangler den største titel herhjemme. Et Danmarksmesterskab udendørs. Ørnen fra Helsingør har ganske vidst vundet et DM Inde, han har leveret store sejre i Elitedivisionen og taget et hav af GPS-titler, men intet af dette er det samme som et DM Ude.

Billigt til salg
I år er hans store chance, og det ved han også godt. Hjemmebane i Helsingør, et felt i herresingle hvor mange profiler er faldet fra, og hans egen form har henover sommeren vist sig ganske god.

Man kan godt sige, at DM er lidt billigt til salg i år, og jeg vil godt gå med til at sige, at jeg er en af favoritterne, men jeg anser ikke mig selv som topfavorit”, fortæller Philip Ørnø før starten på DM i Helsingør.

Han kalder DM for en meget åben turnering og ser mange favoritter og en del outsidere. Spørger man rundt i Tennisdanmark, er det også det generelle svar, når der skal peges på favoritter i herresinglerækken.

Størst favoritværdighed tillægges de tre øverstseedede spillere, Philip Ørnø, Marc Ferringo og Mohamed Shabib, men også landsholdsspilleren Thomas Kromann nævnes blandt de største favoritter. Derefter kommer et langt felt af outsidere med navne som blandt andre Christian Sigsgaard, Tobias Galskov og Andreas Hovesen Pedersen.

Både en byrde og en fordel

Det åbne og billige DM giver Ørnø en større chance, end hvis spillere som Søren Hess-Olesen, Martin Pedersen og Mikael Torpegaard havde været til start. Det indrømmer hovedpersonen også selv.

Det åbne felt, hans status som førsteseedet og hjemmebanen kan dog også lægge et ekstra pres på ham. Selv virker han før turneringen ganske rolig, og det er også vigtigt for ham, da det tidligere har givet bagslag, at han har lagt et for stort pres på sig selv.

På samme måde ser Ørnø heller ikke lutter positivt på det, der ellers burde være en hjemmebanefordel. I Helsingør kender Ørnø alle, og det gør også, at presset bliver større. Alle vil gerne snakke med den lokale helt, og derudover kan han se frem til udelukkende Centre Court-kampe.

Hjemmebanen kan både være en byrde og en fordel. Under Kronborg Open (GPS-turnering i Helsingør red.) nåede jeg f.eks. aldrig mit topniveau, selvom jeg spillede på hjemmebane. Det ligger et ekstra pres, når man spiller på hjemmebane, men samtidig er det også rart at spille hjemme, hvis alt kører, og publikum er med en”, forklarer Philip Ørnø.

Revanche mod Shabib
Han har tidligere været tæt på at vinde et DM Ude, men finalen er det længste, som Helsingør-spilleren er nået. Sidste år hvor han også spillede på hjemmebane, var en velspillende Mohamed Shabib i vejen i kvartfinalen, og holder seedningen bliver den ene af årets semifinaler en revanche fra sidste års kvartfinale.

Målet er at vinde, men jeg ved, at jeg skal ramme mit topniveau for, at det kan lade sig gøre. Jeg skal ind og være spilstyrende i alle kampene, og jeg skal forsøge at afgøre boldene hurtigt”, lyder det fra hjemmebanefavoritten.

Han vil nødig tale over sig, men det er tydeligt, at han tror på sig selv. Han nyder at gå rundt på anlægget i Helsingør, han joker med sine venner og bekendte, og så har han ellers forberedt sig rigtig godt på turneringen.

Vil bare vinde et DM
Mens en spiller som Mohamed Shabib, der satser på en international karriere, hellere ville gøre det godt i de to foregående ugers future-turneringer, er DM Udendørs det store mål for Philip Ørnø. At det er i Helsingør, har dog intet med sagen at gøre.

Et DM er et DM. Det er lige meget, hvor det er. Jeg er ligeglad, hvor jeg vinder DM, bare jeg vinder et DM”, understreger Ørnen fra Helsingør.

Stort kunne det dog blive, både for Ørnø selv og Helsingør Tennisklub, hvis det lykkes for ham at vinde DM denne uge. Han indleder jagten i dag, mandag, mod Andreas Boers, naturligvis på Centre Court. Håbet er, at han spiller og vinder på samme bane på lørdag, så vil han nemlig kunne kalde sig Danmarksmester.

Meget har Philip Ørnø prøvet, men han mangler stadig en DM-titel udendørs. Den kan komme i denne uge. Chancerne fås i hvert fald ikke meget større.