Jon Tybirk: DTF er pressede til en ny strategi

21. september 2009

 

"For mig at se er Dansk Tennis Forbund presset til at gøre noget helt anderledes og lægge en helt ny strategi. Man taler generalforsamling efter generalforsamling medlemstal – men måske er det faktisk langt vigtigere at tale indhold, aktiviteter og udvikling. At iværksætte nogle positive cirkler for samarbejde, uddannelse og udvikling. Et af de helt centrale punkter i dansk tennis evt. fremtidige succes må være at få skabt en langt bredere talentudvikling. Som følge af den kommer der også en bredere elite.
 
Et specialforbunds evne til at få lavet en strategi og handlinger for, hvordan talentudviklingen kommer til at blomstre på lang sigt, er det som binder tingene sammen og viser, hvor dygtigt forbundet er. Set over tre syv års perioder er tennis desværre fortsat i det samme spor og langt bagefter mange andre sportsgrene her i landet. Et Elitecenter er et stort og dyrt apparat, og som for tennis simpelthen ikke har virket lige siden det kom for 20 år siden. Selvom TD-støtten bortfaldt og man kun havde halvdelen af pengene, så er jeg af den overbevisning, at de ville gøre langt bedre gavn decentralt i en styrkelse af klubbernes initiativer og arbejde. Der er masser talent i Danmark, det skal bare forvaltes på en helt anderledes måde. Lad klubberne søge disse penge til gode initiativer og lad os få en decentral talentudvikling. Hvis man som specialforbund i så mange år ikke skaber noget, ikke laver resultater og forsætter med at lave de samme fejltagelser, og det ikke har konsekvenser, så begynder folk altså at ryste på hovedet og der breder sig også en ret opgivende holdning. Det er synd for fremtidens engagerede talenter og begrænser mulighederne for en særdeles positiv udvikling for vores sport.     
 
For et par år siden skrev jeg følgende debatoplæg, som måske er endnu mere aktuel idag, end det var for blot 2 år siden."


Oplæg ”Mod en bred talentudvikling”

Skrevet af Jon Tybirk

Dette oplæg skal betragtes som et forslag til, hvordan vi yderligere kan kvalificere talent- og eliteudviklingen indenfor dansk tennis. Det er således mit håb, at dansk tennis, herunder forbundet/EC, i højere grad begynder at gå i dialog med, lytte til og samarbejde med en langt bredere kreds af ledere, trænere og klubber, end det hidtil har været tilfældet. Og at man søger nye, kreative og anderledes veje.

Udgangspunktet for mine betragtninger er, hvordan vi ude i flest mulige klubber skaber optimale vækstbetingelser for en bredere, samarbejdende og kvalificerende talent- og eliteudvikling. Det er således også et modsvar til de fem eliteklubbers ”Mod Top 100”, som på mange måder fastholder en relativt smal satsning. Jeg spørger mere ind til, hvad skal der til for, at man generelt ude i klubberne får skabt incitamentet, engagementet, skabertrangen, rammerne, ressourcerne og den know-how, der skal til for at bedrive en rigtig god talent- og eliteudvikling? Det vil jeg prøve at give nogle anvisninger på i dette indlæg.

Det er dog ikke hensigten her at komme en fuldstændigt færdigpakkeløsning og endegyldige sandheder. Men derimod at få forbundet, unionerne og klubberne til at debattere emnet på en gennemgribende måde. Og så forhåbentligt – i forlængelsen heraf – at man iværksætter nogle konkrete initiativer og satser fuldt ud på et landsdækkende og bredt talentudviklings-projekt. Noget som grundlæggende bør kunne bygges på og drives af lokale og regionale leder/træner-netværk og klubsamarbejder på tværs. Men det skal igangsættes fra forbundets side. Samtidigt at få dansk tennis til for alvor at sætte dagsordenen for, hvordan tingene overordnet set bør gøres, og hvilke kulturelle forandringer, der skal til for at få en mere sund, kvalificerende og givende kultur på talentudviklings- og eliteudviklingsfronten? Jeg mener, der skal et langt bedre afsæt til, hvis man vil springe højt.

Mit indlæg indeholder følgende afsnit:
  a) Kommentarer til ”Mod Top 100”;
  b) Nødvendige forandringer i talent- og eliteudviklings kulturen; og sidst – men ikke mindst
  c) et forslag(skitse) til et bred talentudviklings-projekt.

Kommentarer til ”Mod Top 100”.
Mit indlæg er – som sådan – direkte foranlediget af de fem store eliteklubbers rapport og debatindlæg. Derudover var jeg tilbage i januar 2006 i en dialog med forbundet og EC om mulighederne for en langt bredere satsning på talent- og eliteudviklingsfronten. Med jævne mellemrum har jeg de sidste fem år bidraget med en saglig debat om emnet.

”Mod Top 100” fremfører, at Elitecentret ikke kan løfte talentudviklingen i dansk tennis uden om de store eliteklubber, og at det nuværende samarbejde mellem EC og eliteklubberne ikke er tilstrækkeligt. Der skal etableres nogle fælles projekter. Jeg er enig i, at man i udtalt grad kunne ønske sig et tættere og udvidet samarbejde. Men jeg mener derimod, at samarbejdet skal være langt bredere.

Forslagene fra ”Mod Top 100” bygger på den hovedantagelse, at det er de store eliteklubber som kan bidrage med al talent- og eliteudvikling her i landet. Fordi de ser dem selv som eksperter(de ved bedst), har den voksne elite og rammerne. Det er her meningen, at 6 store eliteklubber(måske op til 10) skal udpeges til ”talentklubber” og som sådan fungere som magneter for talenterne og eliten i regionale dele af landet. Oven på det hele finder vi så ”superelite klubben EC” (som er ”supereksperterne”), som fra 15-16 års alderen overtager de allerbedstes træning og udvikling.

Det er et udtryk for en meget centralistisk tankegang, som er alt for smal. Den model, som man foreslår, truer med at ødelægge de lidt mindre og mellemstore klubenheders incitament og muligheder. Er det ikke sådan, som det blot uformelt alligevel har kørt i rigtigt mange år, men som ikke har bragt os mere udvikling i dansk tennis? Man prøvede jo med kraftcentrene(ca. 4-8 stk.), men de blev lukket ned, fordi, ”det gav ikke de ønskede resultater”. Hvad hjælper det, at man fra centralt hold og ovenfra blåstempler og støtter nogle få store eliteklubber som ”talentklubber”, og på den måde udbygger og fastholder en total dominans og status quo? I forvejen har troen på de store eliteklubber – som eneste vej for eliten og talenterne – et nærmest gigantisk jerngreb om dansk tennis og alle aktører. Ødelægger man så ikke totalt de mindre og mellemstore klubenheders incitament, skabertrang og muligheder for overhovedet at være med i landets talent- og elitearbejde?

Ovenfra og fra centralt hold burde der tænkes bredere. At man står for nogle stærke holdninger om at brede tingene ud og understøtte talenterne i de klubber, hvor der finder noget godt sted. Hvor man kan se der arbejdes godt, kompetencegivende og kreativt med tingene. Jeg mener naturligvis også, at der skal være vis fylde til i en klubenheds talent- og elitearbejde, for at det kan lade sig gøre. Men det kan altså foregå rigtigt mange steder, hvis blot man vil det, engagerer sig og samarbejder om det. Det kan sagtens lade sig gøre. Men det vil altid i sidste ende af de enkelte klubbers indsats.

Jeg tror ikke så meget på den der med elitepyramiden og ekspertkulturen, som man så ofte forsøger sig med. Og jeg tror ikke, at det er et sundt tegn, at man forsøger at bygge et lands samlede talent- og eliteudvikling alene på en art markedsføring af de store eliteklubbers elitetraditioner og fortræffeligheder og tiltrækning og samling af talenterne/eliten på ganske få steder. Jeg tror langt mere på, at man bredt set forsøger at forbedre indholdet af selve talentudviklingsarbejdet. At man skaber et sundt, fagligt og kontinuerligt udviklingsarbejde. Skaber engageret samarbejde. Udvikler nogle stærke fællesskaber. Og at man gør den ene dags erfaringer til den næste dags handlinger. Og det betyder også at man går nye veje.
De hidtidige danske elitetraditioners og –systemers effekter og selve talentarbejdet har generelt set ikke været noget at skrive hjem om. Resultatet er, at der mangler en langt bredere elite, som har højere kvaliteter. Som de allerbedste skal stå på skuldrene af. Som i højere grad udvikler de kompetencer, der skal til for at slå igennem.

For at vende tilbage til ”Mod Top 100”, så er jeg også enig i nogle af betragtningerne. Det lyder ganske fornuftigt, at samarbejdet mellem EC og klubberne skal styrkes, og at der bør etableres nogle konkrete, fælles projekter. Spørgsmålet er mere om med hvem og hvordan det skal gøres? Tilbage i september 2005 var der på et fællesmøde med EC en debat omkring emnet. Og her udtrykte flere store og mellemstore eliteklubber bl.a. et ønske om et udvidet og mere åbent samarbejde, at der fra EC s side blev lyttet mere til klubbernes ledere og trænere. I modsætning hertil, hviler EC meget på nogle absolutte krav, som for enhver pris skal følges. At der var flere muligheder for hjælp til at få løst nogle konkrete opgaver. Man ønskede, at der også var plads til nogle mere fleksible, individuelle ordninger. At der var en eller anden grundlæggende brist i , at EC spillere helt mister tilknytningen til klubberne, og klubberne mister de absolut dygtigste spilleres positive effekter på deres øvrige talent- og elitearbejde.

At der skal etableres flere internationale turneringer her i landet, kan alle nok også se det fornuftige i. Det er naturligvis motiverende og kan være et springbræt med et tilstrækkeligt antal internationale turneringer herhjemme. Unionerne udfører – som nogle af de eneste – et ”uegennyttigt”, regionalt og bredt stykke arbejde. De kunne sagtens i samarbejde med klubberne være med i en decentralisering af en bred talent- og eliteudvikling. En lønnet medarbejder er nødvendigt for at følge med tiden og måske delvist have til opgave at fastholde et bredt talentudviklings-projekts gennemførelse og vedligeholde samarbejdet.

Det er givet, at der kræves flere midler, hvis man skal satse bredere og stærkere på talent- og eliteudviklingsområdet. Man kunne overveje om nogle af ressourcerne fra Forbundet/EC kunne bruges ”ud af huset” til at iværksætte et bredere, landsdækkende samarbejde. Men der ligger derudover også en række andre muligheder i forbindelse med puljer fra elitekommuner, DIF, Team Danmark-projekter etc., hvor der kunne hentes penge og delfinansiering til projekter. Man kan tænke sig flere modeller – den absolut dyreste er, at forbundet etablerer en meget stor pulje og støtter op mod 15-30 talentudviklingsprojekter med 50-100.000 kr. om året hver. Pengene skal gå til projekter, hvor der sker et godt og effektfuldt udviklingsarbejde. Det ville betyde en meget stor forskel for mange klubenheder – man kunne helt givet løfte talent- og elitearbejdet meget hurtigt og direkte. I Sverige har man lavet ”Handslaget”. Dansk fodbold har ITU-klubberne(ca. 16 stk.), som får tildelt ca. 200.000 kr om året. Der er altså andre steder, hvor man ser decentrale støtteordninger til talentudviklingen. Jeg kender ikke løsningen, men angiver blot nogle muligheder.

Nødvendige forandringer i talent- og eliteudviklingskulturen.

Selve kulturen må tages op til debat. Det virker ikke blot fra centralt hold at sætte nogle tegnebordsagtige, strømlinede og ensartede målsætninger op. Talent- og eliteudviklingen i dansk tennis skal i højere grad baseres på et gennemtænkt sæt af holdninger, værdier og normer, som griber ind i hele vores måde at tænke og handle på. Udvikling er et udtryk for, at man eksperimenterer, fører en dialog og hele tiden forsøger at finde nye veje mod det excellente.

Overordnet set, er det af største betydning, at man begynder at se talent- og eliteudvikling, som noget der grundlæggende kommer nedefra og er procesorienteret, og som bør gives de bedst mulige vækstvilkår for flest mulige klubber flest mulige steder i landet. Det gælder træning og udvikling af kompetencer, etableringen af stærke, engagerede fællesskaber og udviklingen af klubenhedens ”trappe” mod større engagement og udfordringer. Hidtil har talent- og eliteudviklingen være kendetegnet ved, at den mest har været et kvalificeringssystem til landsholdene, og hvem der så – i sidste ende – udtages til Elitecenteret og gives nogle muligheder for at satse fuldt ud på sin tennis og en evt. prof. tenniskarriere. Der har været for stor fokus på resultater, kvalificering og at vores talenter opfylder træningsmængder, i stedet for fokus på proces og udvikling af kompetencer.

Grundlæggende har man for alvor ikke taget fat på, hvordan dansk tennis bliver bedre til at udvikle talenter helt fra bunden af og op gennem ”karrierens” forskellige trin og faser. Ikke taget fat på selve indholdet og kvaliteterne, hvordan skaber vi flere som har motivationen, potentialet og kan/udvikler noget mere. Man har i de senere år fokuseret meget på træningsmængde og robusthed. Det er min overbevisning, at man derved springer let og elegant udenom selve kernen i problemet.

Følgende emner vil blive berørt og diskuteret i de følgende:
  a) ”Store eliteklubber” kontra ”mindre klubenheder”
  b) ”Smal” kontra ”bred” satsning
  c) ”Robusthed” kontra ”individuelle kompetencer”
  d) Aldersrelateret træning
  e) Frihed til talentudvikling på egen måde
  f) Samarbejdskultur

”Store eliteklubenheder” kontra ”mindre klubenheder”.

Mange finder, at det nærmest er en naturlov, at talenter og elite skal skifte til større og større klubber , hvor det til sidst ender i en total samling af supereliten og –talenterne. En tænkemåde, jeg gerne vil stille 4
spørgsmålstegn ved af flere grunde. Selvom der naturligvis er plusser, så er der også minusser ved de store eliteklubber. Bevares, de store eliteklubber manifesterer en ganske dominerende tiltrækning og samling af den danske elite, men måske ikke altid helt så dygtige til selve udviklingsarbejdet, som de bliver gjort til.

Først og fremmest, er der en stor fare for, at de store eliteklubber slet ikke har plads og ressourcer nok til at tage sig af så megen elite og så mange talenter. De store eliteklubber kommer jo meget let i en situation med deres ”støvsugning” af eliten, hvor de må spise mange ret dygtige og engagerede spillere af med meget lidt træning og udvikling, ligesom mange nye, unge og håbefulde spillere har meget svært ved at komme til fadet. Der er således en ægte fare for, at mange spillere med engagement og potentiale sorteres fra og ikke kan videreudvikles, at de kun kan tilbydes meget lidt, netop pga. den store, plads- og ressourcekrævende elite.

Det betyder også, at de meget let kommer i en spændetrøje, hvor de – selvom de ville, kunne og satsede på det – har meget svært ved selv at udvikle egen avl af talenter helt fra bunden af. Det kan man ikke se bort fra, det er allerede i dag et stort problem for nogle af disse klubber, og det kan der ikke laves om på ved at give støtteordninger. Historien viser også, at en stor del af talenterne faktisk udvikles i mindre klubber. Det er der nogle grunde til, som det er vigtigt, at man generelt i dansk tennis forstår og tager alvorligt. Jeg tror således ikke, at de store eliteklubber alene kan bibringe dansk tennis, hverken en bredere talentudvikling, eller en bredere elite. Den udvikling må ganske overvejende komme andre steder fra.

Der er en stor fare for, at mange af de langsigtede, indholdsrige og stærke fællesskaber omkring talenterne går tabt, hvis man bygger hele systemet på, at talenterne skal skifte til større og større klubber, for så til slut at skifte til EC. Der sker det, at nogle af de stærke spiller/træner/klubmiljø-relationer, som over tid har ført tryghed, positiv tilknytning , succes og fremgang med sig, ofte kan brydes uhensigtsmæssigt. Vi så bl. a. betydningen af de mindre klub- og talentudviklingsmiljøer i den svenske undersøgelse ”80-talets svenska tennis-under” for en del år siden. Og der er ikke anledning til at tro, at barne- og ungdomslivets grundlæggende forudsætninger(psykiske og sociale) i den henseende har ændret sig på det punkt, selvom undersøgelsen efterhånden rækker mange år tilbage. Hvad der kræves af træningsmængde og -kvalitet af træningen har helt sikkert undergået store forandringer. Men alligevel ligger der store værdier i de mindre klub- og talentudviklingsmiljøer. Dansk tennis må generelt lære at værdsætte disse miljøer noget mere. For at imødekomme tidens øgede krav til fylde i talentudviklingsarbejdet, kunne en del mindre og mellemstore klubmiljøer styrkes gennem klubsamarbejder, hvilket i højere grad ville kunne fastholde spillerne og talenterne i deres egen klub og miljø. Men det kræver naturligvis at mange danske klubber tager sig sammen og byder ind med alternativer til de store eliteklubber.

Der er stor forskel på, om man går ind til det med ønsket om at søge, identificere og tiltrække talenter andre steder fra, eller man virkeligt ønsker at lave et solidt, gennemtænkt og langsigtet talentarbejde. Udvikle helt fra bunden af, og udvikle videre på det man nu engang har skabt af egen avl. Det sker desværre næsten ingen steder her i landet. Det er katastrofalt, netop fordi en stor del af forudsætningerne grundes i den tidlige alder, 6-12 år. De store eliteklubber har for let ved at tiltrække de fleste af talenterne og eliten, bygger ofte alt for meget deres filosofi på kortsigtede strategier og at vinde fleste mulige danmarksmesterskaber helt ned i tidlig alder. De bygger ofte deres filosofi på kortsigtet at spille deres spillere til udvikling gennem sparring, stort konkurrencemomentet og det at vinde mest muligt. Det er således meget ”voksne elitenormer” som føres ned i tidlig alder og talentudviklingen. Meget høje krav og forventninger, strømlinet, intensitet og konkurrence i træningen og at vise resultater, ellers kommer man ikke med. Jo, det tilfredsstiller mange unge spilleres behov for udfordringer på kort sigt, men hvad nu hvis man senere finder ud af, at man fik lært sig for lidt. Det er ikke bare de store eliteklubber, som fremmer det miljø, men de er toneangivende sammen med forbundet og EC.

Jeg tror, at der er en fare for at mange af spillerne i for tidlig alder bliver spundet ind i en altdominerende konkurrence-spiral med for stor fokus på de næste turneringer og kampe, som kan give bagslag på i deres udvikling på lang sigt. De får simpelthen ikke lært sig nok, fordi hele miljøet fokuserer for meget på det ”at vinde resultater”, frem for det ”at vinde kompetencer”. Derfor tør man ikke noget, tør ikke lære noget nyt og anderledes, bliver simpelthen bange for at tabe, bliver bange for at turde satse og spille igennem og prøve sig selv af, holder sig til det man kender, det sikre og de kortsigtede løsninger. Frygten for at tabe er alt for stor i det danske tennismiljø, større end de fleste andre steder jeg kender. Det bliver måske til et godt dansk niveau, men der brydes ikke grænser, netop fordi den stille og rolige udvikling af kompetencer ikke får nok tid og rum, og det viser sig, at man sjældent eller aldrig kommer op på det, som kræves på internationalt topniveau.

Hvis de mindre klubenheder skal tage kampen op mod de store eliteklubenheder, så skal de basere det på klubsamarbejder med en vis fylde, hvor man finder alternative måder at gøre tingene på. Måder, som virkeligt langsigtet udvikler spillernes kompetencer og hele tiden bearbejder holdninger, engagement og holder gang i udviklingen. Samtidigt bevare legen og spilleglæden. Lave en ”trappe” som baserer sig på engagement, flid og niveau, og som efterhånden åbner dørene for at deltage på seniortræningen. Med høj kvalitet i den udviklingsorienterede træning og naturligvis tilstrækkelig træningsmængde.

”Smal” kontra ”bred” satsning.

Dansk tennis har haft årelang tradition for at satse smalt, når det gælder talent- og eliteudvikling. Det gælder fra forbundets side, og det gælder generelt set fra klubbernes side. Eller også er det mange steder for ”sløvt” og utilstrækkeligt i relation til at gøre nok for de engagerede spillere og talenterne. Der sker slet ikke noget, man satser slet ikke på at udvikle juniorerne.

Dansk tennis har også tradition for på juniorsiden at satse på ganske få spillere og give disse megen, strømlinet og intensiv træning(”elitetræning”) helt ned i tidlig alder, fokusere på tidlige resultater(herunder bl.a. synlig U12 rangliste), og resultatet af det er, at vi ser selv meget små niveauforskelle (som ikke siger noget om potentialet) kan give meget stor forskel i muligheder og tilbud om aktiviteter (træning, turneringer, holdkampe, rejser og juniorlandsholdsaktiviteter). Det giver meget tidligt fokus på nogle få, som så får næsten al opmærksomhed og betegnes og håndteres som ”stortalenter”.

Hvis man vil have en bredere elite, må der arbejdes med en langt bredere og mere alsidig talentudvikling, hvor flere gives mulighederne og guleroden. Og flere lærer sig nok og udvikler kompetencerne. Ikke isolere ”stortalenterne” fra dem som ligger under, men lade tingene ske og udvikle sig i større grupper, skabe og bearbejde spillere og engagementet der. Selv stortalenterne har bedre af det på lang sigt, og der er på lang sigt, at de skal udvikle sig og vise resultater, ikke nødvendigvis i U12 og U14 årgangene. Ved 15-16 års alderen kan man så fokusere mere individuelt og intensivt på de, som har engagementet, potentialet og et godt niveau. Men selv her skal man ikke isolere spillerne for meget. Lad dem fortsat være en del af lidt større og stærke fællesskaber, som har bragt dem succes og til det niveau de er i dag. Jeg har på ingen måde sagt, at de ikke skal træne meget, men langt størstedelen af træningen kan sagtens foregå i nogle større træningsgrupper, og man så på skift tager nogle af dem ud til nogle seancer med individuel kompetencegivende træning.

Jeg foreslår altså, at man tænker langt bredere. Skal en træner blot tage sig af 2-4 spillere ad gangen på en træningsbane, eller kan man gøre det anderledes og forsøge at udnytte ressourcerne bedre? Kan man organisere et trænings-setup således, at spillerne selv kan tage fat på nogle kendte opgaver, medens træneren på skift tager sig af nogle mindre grupper? Det gælder i talentudviklingen, i træningen af turneringsspillere og på tennisskolerne. Kan ressourcerne ikke udnyttes bedre? Tager man et hurtigt blik på klubbernes træningsskemaer, så strukturer næsten alle klubber deres spillere i grupper på max. 4 spillere med en træner tilknyttet. Hvis man var 6-8 spillere, så kunne de træne to timer ad gangen for næsten samme træningsudgifter. Men det kan man ikke mener mange, man kan i al fald ikke finde ud af at lave god træning med så mange spillere på træningsbanen. Man sidder fast i en tradition, som siger, at det gælder om at lave ”luksus-ordninger” for de få, fordi træningen af talenter helt fra tidlig alder skal lige voksen elitetræning og basere sig på dens værdier og praksisser.

”Robusthed” kontra ”individuelle kompetencer”

For mig at se er det sådan, at man inden for dansk tennis ganske overvejende kører en for smal og for resultatorienteret ”voksen elitemodel” ned over årgangene – med blandt andet meget taktisk, fysisk træning/spil, kamp- og robusthedstræning, som ikke hører hjemme der. Det gælder i træningen og i relation til deltagelsen i kampe og turneringer. I de tidlige(ca. 6-12 år) og mellemste år(12-16 år) bør der være
anderledes modeller i fokus, som i højere grad værdsætter og tager sig af selve indholdet, læringen og processen. Selve kernen er generelt for svag, nemlig udviklingen af legen og de individuelle kompetencer, specielt på det tekniske og mentale område.

Derfor synes jeg bl. a. , at EC´s/Hele Danmarks ”Profi-liste” skyder forbi målet, den søger at få en underliggende kultur til at blomstre i de unge talenternes bevidsthed, som alene beror på, at det vigtigste er at træne ens ”robusthed”, mens udviklingen af selve kernen lades totalt i stikken – nemlig de individuelle, tennismæssige kompetencer. Man opnår ikke et excellente spilleregenskaber alene på robusthed og mængde.

Om tennis er en tidlig specialiseringsgren er yderst diskutabelt (jvnf. Team Danmarks udgivelse ”Aldersrelateret træning”). Set fra tidlig alder er der ganske mange år til, at man som evt. voksen professionel tennisspiller skal toppe. Og jeg ved godt at pigerne topper langt tidligere, men det er jo hovedsageligt, fordi konkurrencen her er langt mindre, deres lidt tidligere pubertet forklarer ikke den forskel. Det giver mulighed for at tilrettelægge en meget langstrakt udvikling, som er aldersrelateret, og som tager hensyn til det, at tennis er sammensat af så mange ting og sager. Mange ynder at fremhæve Rusland, USA og mange andre lande som eksempler på, at vi må følge med udviklingen og træne så og så meget og tidligt vise resultater på blandt andet ETA touren – ellers sakker vi bagud. Men at sammenligne vores lille land med disse giganter er absolut ikke nogen god ide. I Rusland og USA kan de tillade sig at leve efter devisen: ”Man tager en pose med en masse æg og kaster den op mod muren, måske to holder”? Det har de store lande råd til, men i et lille land som Danmark, der må man altså satse meget mere på kvalitet, og det at man ikke taber ret mange engagerede spillere og talenter på gulvet – rent motivations- og læringsmæssigt. Kvalitet er i den forbindelse, at flest muligt lærer mest muligt hele vejen, og at de udvikler sig i en nøje gennemtænkt og tilrettelagt rækkefølge bedst muligt på lang sigt således, at de i sidste ende har forudsætningerne – dvs. slagene og det mentale med – for at kunne klare sig på meget højt niveau.

Og så tror mange nok, at jeg mener, at de ikke skal træne så meget – jo naturligvis skal der trænes meget og det skal også ske fra tidlig alder, og der skal være muligheder for det. Spørgsmålet er mere om hvordan. Mængde og robusthed kan ikke erstatte selve kernen i det hele, at vores spillere udvikler deres individuelle kompetencer mest muligt. Ej heller er tidlig succes nogen som helst garanti for, at man udvikler en evt. succes i en voksen elitekarriere. Og slet ikke blandt mændene. Så vidt jeg kender til eksempelvis dansk badminton og håndbold, så har deres succes internationalt i mange år overvejende været baseret på at satse på kvalitet(blandt andet teknisk, mentalt og team-spirit) og udvikling af individuelle kompetencer og tekniske kvaliteter, frem for at satse på mængde og robusthed. Det er de individuelle kompetencer, som løfter spillerne og talentmassen fra det middelmådige til det excellente og evt. verdensklasse. Nuvel, der skal tilstrækkelig mængde og robusthed til, men man kan kun løfte yderligere gennem at udvikle spillernes individuelle kompetencer. Det er her vi skal sætte ind.

Aldersrelateret træning.

En afgørende ingrediens er altså selve træningen. Den indeholder simpelthen ikke nok udvikling. En verdensklassespiller skal i dag have udviklet sig en nærmest perfekt teknik med stor slagkraft og have en stor mental styrke. Det taktiske og det fysiske er sgu til at lære og fylde på hen ad vejen. Men det tekniske kan meget let blive begrænsende faktor sammen med det mentale, hvis man ikke har fået lært sig nok af det. Der fokuseres alt for meget på status, vinde resultater på kort sigt og det at blive småjusteret og tunet ind på topformen – og alt for lidt på potentiale, udvikling og at ”vinde kompetencer” på lang sigt. Træningen skal naturligvis også udvikle tilstrækkelig ”robusthed” hos atleterne – men den skal i langt, langt højere grad tunes ind på at udvikle individuelle kompetencer hos spillerne, end tilfældet er i dag. Aktuelt så vi i pressen for få uger siden, at DBU/Team Danmark netop tager problemstillingen op og starter et projekt som øger indsatsen for udviklingen af de individuelle, fodboldmæssige kompetencer.

Aldersrelateret træning er her en nyere bogudgivelse fra Team Danmark og tilmed et projekt som Forbundet kan starte op i samarbejde med TD. Kort fortalt drejer det sig om, at man forsøger at skabe talent- og eliteudvikling, som i højere grad bygger på udviklingsorienteret træning, frem for snæver og resultatfokuseret træning og udvikling. Der er stor forskel på, hvordan man skal træne, og hvilke kvaliteter træningen bør indeholde i det tidlige år(6-12 år), de mellemste år(12-16 år) og evt. man voksen prof. superatlet. Skubber vi elitenormerne, og det at vinde resultater og blive top tunet på kort sigt for langt ned i tidlig alder, så er der en stor fare for, at atleterne ikke lærer sig nok af det, som bedst kunne udvikles i den alder. Det kan så betyde, at de ikke kan udvikle de spidskompetencer, der skal til for at nå et meget, meget højt niveau. Her kunne det, at man ikke i tide har fået lært sig nok og har fået gode nok slag være stærkt begrænsede. Eller det, at man mentalt/selvdisciplinært ikke har lært selv at tage ansvar, er blevet pacet og nurset frem betyder måske, at man kommer til at mangle den indre motivation. Der er altså en optimal alder og læringsrækkefølge, som man foreslår at man følger. Jeg kan bare sige, at disse forslag er væsentligt forskellige fra den toneangivende måde, hvorpå dansk tennis praktiserer deres træning og talent- og eliteudvikling.

Frihed til talentudvikling på egen måde.

Grundlæggende skal der være frihed til, at de enkelte klubber selv kan strukturere deres talentudvikling på egen måde. Det skal være muligt at gå egne veje og gøre tingene anderledes. Jo mere top-styret, strømlinet og ensartet (med høje, talrige, absolutte krav og retningslinier, som for enhver pris skal følges) vores talentudvikling er, des mindre plads bliver der til kreativiteten, atleten i centrum og de individuelle løsninger. Vi skal arbejde væk fra den der ekspertkultur og over i en mere erfaringsbaseret dialog og samarbejdskultur. Der skal også være plads for uenigheder, og at man finder nogle anderledes løsninger. Vi må væk fra en stram, ensartet, strømlinet og meget smal centralistisk tankegang over i nogle bredere, lokale og mere stimulerende dialogbaserede netværksløsninger.

Samarbejdskultur.

Der er gennem primært gennem øget samarbejde, at vi kan øge træningsindsatsen og trænernes engagement og kompetencer direkte. Mange kvalificerede, erfarne og engagerede trænerne er naturligvis meget vigtigt i en yderligere satsning på talent- og eliteudvikling her i landet. Uddannelse er her vigtig, men det tager mange år at få egentlige, synlige effekter heraf. Nye trænere skal først tage uddannelse og have mage års praktiske erfaringer, før de bliver rigtigt dygtige og erfarne. Derfor må en intensivering af dialog/samarbejde og netværksdannelse mellem trænere og ledere, som til dagligt fungerer i klubberne, være det eneste, som man i nær fremtid kan bygge sine forhåbninger på. Mange steder går trænere og ledere alene rundt og skal klare alt og alle situationer næsten alene, uden at kunne diskutere tingene med andre ligesindede. Det udvikler meget ofte den der holdning, at jeg er ekspert og ved alt, og det kan også let blive lidt for meget rutine. Også trænere og ledere har brug for at udvikle sig og være i en faglig og erfaringsbaseret dialog med gode træner/lederkollegaer. Jo oftere det sker, des bedre er det. Kan man gøre det til dagligt er det ideelt. At finde sammen og se nødvendigheden af at samarbejde i form af nogle konkrete tiltag, det kan virkeligt øge engagementet, fagligheden og træningsindsatsen.

Projekt BTU (”Bred Talentudvikling”)

Jeg bringer her formidlet nogle af de "indspark", som jeg tidligere har givet DTF/EC. Det er ikke et fuldstændigt færdigt forslag. Det nye i tænkemåden er, at talentudvikling ikke blot er noget som foregår i de store eliteklubber, men i høj grad noget hvor så mange lokaliteter så muligt i hele landet har mulighed for at deltage. Dermed er der større chance for, at det kan udvikle sig til en fælles sag. Noget man giver fælles håndslag på. Noget som bredt set giver klubberne incitamentet og engagementet tilbage.

Formål?

At skabe grundforudsætningerne, gode vækstvilkår og optimale betingelser – for at langt flere turneringsjuniorer kan udvikles, og at der over det meste af landet finder en bredere og mere kvalificeret talent- og eliteudvikling sted, som de allerbedste kan videreudvikle sig fra og stå på skuldrene af. Det skulle gerne på lang sigt udmønte sig i en bredere elite, flere konkurrencedygtige klubber og flere dygtige spillere på højt niveau, og at der – i den sidste ende – bliver udviklet flere topspillere på basis heraf. En udvikling som starter og skal komme nedefra og som følge af klubber og klubsamarbejder´s øgede indsats.
Det er nødvendigt, at man helhedsorienteret og gennem stærke værdier og holdninger signalerer kraftigt ud, hvad man ønsker fra forbundets og dansk tennis side – herunder opfordre klubber, ledere og trænere til dialog og indgå i samarbejde om bred talentudvikling på unions, distrikt og lokalt plan – og derigennem skabe basis for, at der i dansk tennis udvikles og skabes flere holdspillere, turneringsjuniorer og en bredere talent- og eliteudvikling. At arbejdet grundes på nogle langsigtede modeller en rød tråd samt en kraftig opdatering af kvalitet i træningsarbejdet. Projektet er ikke målrettet mod eliten, top-5 juniorer, hvor elitecenteret kører deres egne projekter. Alligevel vil det være sådan, at man reelt hele tiden fletter over hinanden i relation til de klubber, der arbejdes med. En mere præcis og konkret målsætning med bl.a. succeskriterier skal udarbejdes.

Mulige steder/lokaliteter – for hvem?

Udgangspunktet er klubber og lokaliteter med hal og minimum 2 indendørs tennisbaner. Mindre klubber uden disse faciliteter kan godt være med, men de skal så knytte et samarbejde med klubber i nærheden med disse faciliteter. Vurderingen er, at det skal der som minimum til for at kunne etablere en talent- og eliteudvikling med fylde nok, at det kan ske noget helårs, målrettet og langsigtet . Der findes sandsynligvis ca. 30-40 potentielle steder/lokaliteter her i landet – men det vil ikke undre mig, hvis det bare kunne realiseres 10-15 steder i starten, men selv det kunne løfte meget. Man kunne så over nogle år søge at øge antal steder til 15-20 og videre til 20-30 som et slutmål. Der tegnes som udgangspunkt et danmarkskort med mulige steder/lokaliteter for projekter. Denne plan skal så diskuteres ud fra, hvem der viser interesse og vil være med.

Gennem hvad/hvordan?

• Etablering træner/leder-netværk på regions, distrikts og lokalt plan i hele landet på basis af en træner og en leder fra hver klub. Sætte ”Bred talentudvikling” er på dagsordenen, og at man diskuterer og handler kontinuerligt ud fra, hvad man gerne vil og kan gøre for sagen. At fra forbundets og EC´s side inspirere og opfordre disse træner/leder-netværk til at indgå nogle klubsamarbejder omkring steder med minimum to indendørs baner. At fremvise eksempler på, hvordan det kan gøres(Team Kronborg, TeamTennisFyn, ATKFUM). En tovholder sørger for at distrikter rent fysisk fastholdes gennem fastlagte møder og et fremtidsværksted. Der vælges altså en person blandt træner/ledere fra alle klubber i distriktet, som har ansvaret for samarbejdet og dialogen i en 2 årig periode, denne kan evt. aflønnes af unionerne el. lign. Næste periode videregives ansvaret til en anden.

• At udvikle en ”Drejebog for talent- og elitearbejdet”, som sætter kvalitet og træningskvaliteter på dagsordenen. Med stærke værdier og holdninger. Udviklingsorienteret træning, leg/spilleglæde,
pædagogik, praksisfællesskabet, opdragelse/disciplin/selvdisciplin, hvordan fastholde spillernes engagement og motivation og skabe betingelser for, at spillerne lærer sig så meget som overhovedet muligt. Kort sagt, udvikle kompetencer hos spillerne. Forsøge at definere, hvad kvalitet er – det er ikke anbefalede træningsmængder og ej heller, at der bare er 2 spillere på træningsbanen. Anbefales at tage udgangspunkt i Team Danmarks nye udgivelse ”Aldersrelateret træning” og forbundet bør gå med i det ”aldersrelaterede” projekt.

• Gennemgå udbuddet af turneringer og selve turneringssystemet og revidere det. Herunder evt. grænser for antal kampe/år for U10/U12/U14, arrangere anderledes og mindre alvorlige turneringer for U8/U10/U12 spillere, indendørs juniorholdturnering på 6 banetimer med 1 times kampe og fleksibelt deltagerantal, forsøge at styre turneringsaktiviteten således, at den er voksende fra U14-U18, og ikke som nu, hvor den topper i U12/U14. Turneringsområdet skal undergå nogle justeringer, som tilgodeser plads til og den brede udvikling af mange turneringsjuniorer og talenter.

• Udvikle og etablere en pulje, støtteordning og model, som virkeligt kan få tingene til at ske. Rigtigt mange steder vil 50-100.000 kr i ”frie, ekstra penge” gøre en meget stor forskel og kunne understøtte en lokalitets talent- og eliteudvikling. Pengene skal kunne søges og gives til projekter de steder, hvor der er gang i en god udvikling og der sker noget godt for talent- og eliteudviklingen bredt set. Skal 15-20 klubber støttes er der tale om mange penge, men der kan også være tale om en kombination med elitekommuners støttemuligheder. Det er vigtigt, at en evt. støtte er noget der kan fungere i flere år, ellers er der ingen mulighed for det langsigtede, seje træk – ligesom der skal være nogle lidt vide rammer for, hvordan det enkelte projekt kan bruge pengene, hvad man lokalt finder bedst.

Med håb om en god debat og visioner, konkrete initiativer og handlinger på området
Med venlig hilsen
Jon Tybirk.

Om forfatteren:

Cand.scient i idræt. Studerende i psykologi. DTF Diplomtræner. Mere end 15 års erfaringer som prof. træner.
Nogle meget personlige holdninger, men også et udtryk for mange års praktiske erfaringer i tennismiljøet som prof. træner. Det er i høj grad nogle holdninger og erfaringer, som har formet sig i dialogen og samarbejdet med gode trænerkollegaer, spillere, ledere – så på den måde er det ikke alene tale om, at det bare mine egne synspunkter som kommer til udtryk. Gennem mange års studier i idræt og psykologi og gennem specialet ”Udvikling af tennistalenter og elite – set fra talenters træneres perspektiv” har jeg erhvervet mig faglig, videnskabelig og analytisk indsigt i problematikkerne omkring talent- og eliteudviklingen. Studier af, hvordan nogle af dansk tennis mest anerkendte trænere ser spændet mellem ”virkeligheden kontra idealet” i dansk tennis´ elite- og talentudviklingsarbejde. Og sidst, har jeg også et tredje perspektiv, idet jeg også har gjort mig nogle tanker og erfaringer som forælder til et par tennis- og sportsinteresserede børn. Dette giver muligheden for at kunne vinkle problematikkerne fra tre forskellige positioner. 13