Den sidste uges tid har jeg spillet tre holdkampe for KB, og det er blevet til sejre i alle – både til holdet og jeg. Det har været godt at få en del kampe – og ikke mindst sejre – på det seneste, så jeg kan fylde selvtillid på tanken. I den første holdkamp, som var på udebane mod Århus 1900 (det er altid lidt specielt at spille mod sin “gamle” klub), mødte jeg en tysk spiller, som jeg kender fra touren. Jeg vandt 6/4 i tredje efter en meget lang kamp, og selvom vejret absolut ikke indbød til god tennis, så endte det faktisk med at blive en kamp, som jeg fik meget ud af, og hvor jeg fik formen testet. Jeg synes selv, at jeg er i god form, og jeg har super timing, og føler også at jeg er helt oppe i det tempo, jeg skal være. Jeg vil nu gerne have fejlprocenten en anelse ned, men det vil man jo altid…
I dag er jeg rejst til Olecko i Polen, hvor jeg skal spille en 10’er i næste uge. Jeg var her sidste år og var meget overbevist om, at jeg aldrig ville komme tilbage til den her flække, men nu er jeg altså her igen! Jeg gik til semifinalen sidste år, så der er lidt point at forsvare, men det vigtigste er, at jeg får spillet til at fungere.
I går skete der noget lidt specielt på WTA-touren, da en spiller, som er rangeret 201, gik hen og snuppede titlen i Warszawa for næsen af alle de højere rangerede spillere. Pigen, der vandt, hedder Alexandra Dulgheru og er fra Rumænien, og minsandten om ikke det er den selvsamme spiller, som jeg trænede og “hang ud” med sidste sommer i Luxembourg. Dengang vil jeg vurdere os til at være jævnbyrdige, og hun var ikke en spiller, hvor man tænkte, at det bare var et spørgsmål om tid, før hun slog igennem. Hun er en af alle os dødelige spillere, som har gode og dårlige dage, men i sidste uge fik hun sat rigtig mange gode dage sammen og gik igennem kvallen og helt til tops. Jeg synes, det er imponerende, og så får det mig også lidt til at tænke: “Når hun kan, så kan jeg da også…”