På den igen

16. marts 2010

Så kom jeg endelig i gang igen. Jeg spiller i denne uge en $15.000 future i Bath, England. Jeg vandt med 2-6 6-3 6-2 over Josh Milton, England. Det var, som jeg havde ventet, en meget rusten kamp, men jeg fik da en sejr. Selvom min arm stadig ikke er 100%, har jeg ramt den fint på træning, men det er naturligvis noget helt andet i kamp. Jeg var helt væk i starten. Jeg var meget forvirret, rørte mig ikke og slog ikke på bolden. Det hele sejlede for mig. Samtidig var jeg dog ikke imponeret af min modstander, så jeg var forholdsvis rolig, selvom jeg også var nede med break i 2. ved 1-2. Han servede tyndt, og lavede nogle mærkelige fejl selv, så jeg vidste jeg ville få mulighed for at komme tilbage. Derfor stressede jeg ikke så meget, men forsøgte at finde rytmen, og pludselig kunne jeg slå 2 slag i træk ind på banen, og  jeg brød direkte tilbage til 2-2, og derfra var jeg ikke tæt på at tabe. I morgen møder jeg John Millman, der er første spiller uden for seedning, så det er på papiret tough. Han er meget boldsikker, men mangler noget tempo og power, så det håber jeg, jeg kan udnytte.

Jeg skulle have spillet double med Henri Kontinen, Finland, men han er stadig plaget af en skade, han pådrog sig under Davis Cup, så han har trukket sig fra turneringen. Det er ærgerligt – naturligvis for ham, men jeg havde også glædet mig til at få lidt flere kampe. Det bliver næste uge.

YNWA