Fra Aalborg, ligesom snapsen – og af den gode årgang 1952. Begyndte først at spille tennis som 30-årig i Faxe Tennisklub, bankede træneren året efter og vandt Sjælland Syd i 1982. Siden er det gået støt ned ad bakke, jeg har ofte været bagud i en kamp – og så tabt alligevel, men det har ikke ødelagt min glæde ved spillet. Blev siden formand for klubben, spiller nu for ATK i Aalborg, og den sene start på ”karrieren” er helt sikkert medvirkende til, at interessen stadig er intakt.
Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1980, har arbejdet på en række danske aviser, radio- og tv-stationer siden da og de seneste 10 år været freelancer, fortrinsvis i Asien.
Har besøgt to Grand Slam turneringer, Australian Open i 1991 og French Open i 1992, begge store oplevelser. Roland Garros indtager helt klart yndlingens plads, og den største oplevelse var at opleve sportens elegantier par excellence, Henri Leconte, tilintetgøre en af favoritterne, Michael Stich. Leconte var i sin karrieres efterår, for ikke at sige vinter, men han blev båret frem til sejr af det entusiastiske hjemmepublikum og hev de mest fantastiske slag op af sin rummelige bag-of-tricks, sådan som kun han kan.
Australian Open 1991 var selvsagt også en stor oplevelse, ikke mindst da det var min første rejse til tennisnationen Down Under, som har fostret så mange store navne: Lleyton Hewitt, Patrick Rafter, Pat Cash og af ældre dato folk som Ken Rosewall, Fred Stolle, John Newcombe, Rod Laver, som center court er opkaldt efter, og Tony Roche. Sidstnævnte har jeg haft lejlighed til at træne med i Roche’s Racquet Resort, som er et fornemt luksusresort, som den tidligere champ har indrettet i Salamander Bay, New South Wales. Det var selvsagt lidt af en ære, når man betænker, at han også har trænet folk som Ivan Lendl, Patrick Rafter, Roger Federer og Lleyton Hewitt. Han belærte mig i øvrigt om, at det kun er tøsedrenge, der bruger dobbeltgreb til baghånden, som jeg forsøgte mig med den dengang. Ikke alle har lyttet efter det råd, men Federer har så sandelig, og hans baghånd fejler bestemt ikke noget.
I øvrigt vandt jeg pressens tennisturnering det år, men tvivler på, at det lykkes her 19 år og mindst lige så mange kilo efter – men jeg vil bestemt gøre et forsøg. Vinderen af hovedturneringen det år var ingen ringere end Boris Becker, som slog Ivan Lendl i finalen. Jeg sad lige ved siden af banen, da de to varmede op, så jeg kunne høre hvert ord, tyskeren sagde til sig selv: "Kein Ball! Kein Ball ‘rüber”..! Ikke én bold får jeg over nettet! Det gjorde han jo da så alligevel, da kampen kom i gang – og i hvert fald mindst kampens sidste, for han vandt hele turneringen.
Men i stedet for at bestige podiet og modtage sin pokal og den nette sum, der ledsagede den, forsvandt han i løb væk fra anlægget! – For derefter at vende dyngvåd tilbage! Forklaringen var, at han havde indgået et væddemål, hvorefter han havde forpligtet sig til at kaste sig i floden Yarra, som løber lige udenfor Flinders Park på Batman Avenue, hvor Australian Open havde til huse dengang.
Det var også dengang, man som journalist havde noget friere adgang til at bevæge sig overalt, herunder at spille på træningsbanerne, og sådan gik det til, at jeg en dag nærmest blev løbet over ende af en høj, flot kvinde, som havde travlt med at komme på banen for at træne nogle detaljer, inden hun skulle i ilden. Jeg fik en undskyldning af damen, som viste sig at være den feterede argentinske skønhed, Gabriela Sabatini, og jeg fik vist fremmumlet noget i retning af, at hun bestemt ikke behøvede undskylde, og ”skulle det være en anden gang”.
Nu hedder det så Australian Open 2010, og jeg glæder mig til at berette om både stort og småt her fra Melbourne for læserne af www.tennissporten.dk. Og skulle der være nogle særlige vinkler, læserne ønsker belyst, eller spørgsmål man kunne tænke sig at få besvaret af spillerne, skal jeg gøre mit bedste for at opfylde ønskerne.