En af Tennisportens stiftere, Rasmus Bech Hansen, var tilfældigvis til Wimbledon, på en af de mest vanvittige dage i turneringens historie. Her er hans historie.
Selv om jeg som bosiddende i London, medlem er engelsk tennisforbund og har deltaget i lodtrækninger og forsøgt at få billetter gennem diverse sites, var det ikke lykkedes at få en af de attraktive Wimbledon-billetter.
Men så er der heldigvis “the queue”, et unikt engelsk system, som indebærer at op til 1/3 af alle billetter sættes til salg på selve dagen. Så jeg stod tidligt op, men selv om jeg ankom kl ca. 7 til London-forstaden, var der allerede 6000 foran mig i køen, nogle af dem havde overnattet. Men det gjorde egentlig ikke noget, for køen er noget af en folkefest og et godt sted at tale med andre tennisentuasiater og vejret var strålende. Ingen havde dog drømt om, hvad dagen ville bringe.
Omkring kl 10 kom der skred i køen og kl 11 var jeg inde. Desværre for sent til en centrecourt billet (og dermed Federers match), men jeg fik heldigvis en billet til bane 2, hvor bl.a. Wozniacki og Hewitt skulle spille. Og så var der selvfølgelig adgang til de 17 andre baner, hvor alle andre end de absolutte stjerner spiller. Og det i sig selv havde været den tidlige morgen værd. Masser af god tennis. God champagne. Gode jordbær.
Det første hint om at det ikke var en helt almindelig dag, kom da Lleyton Hewitt trods heftig opbakning fra en flok australske tilhængere, tabte i fire sæt til tyske Justin Brown, der er yderst festlig og uortodoks spiller. Hewitt er gammel, men han er stadig god og ville vær storfavorit.
I mellem en af kampene stødte jeg ind i Federer og fik ham set opvarme. Han virkede tændt og i god form.
Men først skulle Wozniacki spille. Hun skulle møde kvalifikationsspilleren Petra Cetkovska, som er lige omkring nummer 200 i verden. Det burde være en let opgave. Men Cetkovska slog fra starten hårdere og mere præcist end Wozniacki, der særligt med den bløde forhånd, simpelthen mangler farlighed i sin nuværende form. Hun fik derfor med det samme overtaget i kampen. Det blev ikke bedre da Caroline faldt på græsset og skulle have behandling. Efter det var det nærmest en walkover for kvalifikationsspilleren, som vandt let i 2 sæt. En dårlig uinspireret kamp.
Noget af forklaringen er givetvis skaden af at glide på græsset. Caroline havde fx svært ved at nå selv høje stopbolde fra Cetkovska. Men det er ikke hele forklaringen. Wozniacki virker som om hun er meget langt fra verdensklasse niveau, og kiggede ofte op på sin far med opgivende skuldre. Hvis hun vil langt på et hurtigt underlag som Wimbledon, skal hun op i et helt andet gear og slå meget hårdere og mere aggressivt.
Næste kamp på bane 2 var betydeligt bedre. Her blev der slået igennem i hvert slag. Ikke noget med at afvente og håbe på den anden laver fejl. Den tidligere vinder Sharapova stod overfor endnu en kvalifikationsspiller Michelle Larcher De Brito fra Portugal. Trods de på papiret kedelige cifre 6-3, 6-4 var det et brag af en kamp, særligt 2. sæt, hvor Sharapova faktisk spillede rigtig godt og slog hendes karakteristiske hårde, falde og dybe grundslag. Men De Brito gav alt hvad hun havde på hver eneste bold. Hendes serv var hård og hun gav på mange måder Sharapova hendes egen medicin og råbte mindst lige så højt. Til sidst i kampen var stort set hele stadion på hendes side og da hun vandt sin 5. matchbold lød der et jubelbrøl over hele Wimbledon anlægget og sensationen var en realitet. Måske var det en ny tennisstjerne, der blev født. For den dag var den lille porugiser i hvert fald dronningen af bane 2.
Derefter var det over til Murray hill, bakken bag centre court, hvor man kan følge de vigtige kampe. Her var stor glæde, da det engelske håb Andy Murray let vandt sin kamp, og samtidig havde Tsonga været nødt til at trække sig i sin kamp. En mindre konkurrent i Murrays halvdel.
Men det skulle blive endnu bedre, for Roger Federer skulle spille på Centre Court og her ventede endnu en sensation. Federers modstander var den 27-årige ukrainer Serhiy Stakhovsky, som er nummer 116 i verden. En kambination af en fantastisk præstation af Stakhovsky og en Federer, som virkede en smule henholdende, banede vej for at Stakhovsky kunne tage kampen i 4 sæt. Det kunne være gået den anden vej, men Stakhovsky var bedst, når det virkelig galdt. Dermed var en af de største tennissensationer i nyere tid en realitet.
Og for at alt det ikke skulle være nok, var der flere spillere som var nødt til at trække sig uden kamp pga. skader. Fx manden som besejrede Nadal i første runde Steve Darcis, Også Azarenka var nødt til at trække sig og det samme gælder Isner og Cilick.
Dermed var dagen, der måske vil blive kendt som den vanvittige onsdag over og det var tid til at tage hjem og tænke videre over, hvad vi havde oplevet.
Med fare for at overfortolke, så er tiden, hvor top 4 inden for herre-tennis var altdominerende måske ved at være forbi. Vi er måske på vej ind i en ny æra, hvor mange flere kan vinde. Og kvindesiden er også helt åben.
Tennisverdenen er ikke helt den samme efter den vanvittige onsdag.