På det seneste har jeg haft lyst til at skrive noget på siden, men jeg har ikke vidst hvad. Sådan er det så ofte. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive, og så logger jeg ind og skriver, og så kommer det flydende som lava. Og så bliver blogs’ne lange. Sådan er det.
Jeg har i år valgt at skrotte de ellers så eftertragtede svenske future turneringer til fordel for to futures i Vietnam med Hans Stentoft. Jeg fik tilbudt et wild card af Dave Bandelin til den første turnering og et til kvallen i næste uge – ja jeg er røget lidt ned ad ranglisten, så det er ikke sikkert jeg kommer ind mere -, så jeg synes det var en perfekt mulighed, for at tage til Asien for første gang i mit liv.
Undervejs har jeg læst Politiken. Debat- og Kultursektionen, som er meget optaget af vores misbehandling af "underklassen" og de arbejdsløse på understøttelse, Olaudah EquianosThe Interesting Narrative og lidt om oversættelsesteori fra et sprog til et andet. Så jeg er sgu helt bims. Tankerne kører rundt i hovedet. Identiteten er i fare, ligesom Carsten Jensen påstår vort danske demokrati er. Hvis der kun findes en underklasse, som enten er Robert og Carina-typer eller individer fra Albertslund og Vollsmose, en middelklasse, der åbenbart er blevet for selvoptaget og arrogant til at forholde sig til virkeligheden, og en overklasse, der synes at være tyveknægte forklædt som direktører, der forlader den synkende skude med skattekisten under armen, eller magt- og pengesyge individer, der kun er optaget af skattelettelser, så de kan tilføje flere millioner til deres allerede talrige formue, eller hvis vi alle blot er forbrugere, som politikerne kan holde i snor og tale ned til, så vi sætter krydset ved deres parti ved næste valg, – hvem fanden er jeg så? Hvem er vi, der lever livet og blot prøver at få det bedste ud af det uden at trampe på andre? Er jeg endnu en snylter på statskassen, en supporter af laissez-faire tankegang, studerende, tennisspiller, blogger, træner? Det er sgu ikke til at finde rundt i alle de kasser, vi skal placeres i…
Fra en tennisspillers synsvinkel har jeg haft en travl uge. Der var, som bekendt, slutspil i sidste weekend, hvor Helsingør endte som nr. 2. Det var vi naturligvis glade for, på trods af, at vi havde chance for guld. Tillykke til KB! For mit vedkommende, spillede jeg hvad jeg troede var en okay kamp mod Jesper Brunstrøm om lørdagen. Det skulle imidlertid vise sig at være en kamp, hvor mit niveau i virkeligheden var noget middelmådigt eller derunder. Om søndagen fik jeg nemlig en spand vand og en hård lussing i ansigtet af Martin Pedersen, som mindede mig om, at jeg altså skal spille noget bedre, for at følge med ham. Mit spil var for anspændt og for forsigtigt mod en spiller af Martins kaliber, som for mig syntes at flyve rundt på banen og banke vinderslag på vinderslag forbi ørerne på mig, mens jeg stædigt trampede som en elefant med pigtråd om ben og arme. Det var så låst og selvom jeg var stærkt undertippet, spillede jeg ikke frit – jeg tog ikke chancer, jeg gik ikke efter mine slag, men forsøgte halvhjertet at slide mig langsomt ind i matchen. Det kan man ikke.
Næste dag var jeg i Tjekkiet, hvor jeg spillede holdkampe for Oaza Praha. Jeg spillede førstesingle i første division, altså divisionen under Extra League, som indeholder navne som Berdych, Kvitova og Caroline – så der var lagt op til, at jeg skulle få kampe på et højt niveau. Det blev også tilfældet. Første dag, mandag, mødte jeg en Martin Pedersen-klon, som understregede med stor fed tusch, at jeg altså skulle se at komme op i tempo, hvis jeg ville være med på et højere niveau end tennis i sandkassen i Helsingør. 3 og 2 fik jeg. Det var igen låst, mit spil, og ofte var det forhånden, der bragte mig i problemer. Hvis jeg blev presset i forhånden, slog jeg ikke frit nok til at få god længde retur og derved blev jeg tvunget bagud på banen, til jeg til sidst blev udspillet. Det var en frustrerende spiral at være del af. Derfor lavede jeg en aftale med mig selv, at jeg nu ville slå igennem mine slag. Især ville jeg forsøge at trykke ekstra hårdt med baghånden på kryds, så jeg på den måde kom først på bolden oftere.
Det gav pote om tirsdagen, hvor jeg mødte en ”grusspecialist”. Der kom ganske vist ikke den samme power i mod mig, der kom fra Pedersen 1 og 2, men modstanderen var sikker, så jeg var tvunget til at tage teten. Det lykkedes ikke i første sæt og jeg tabte 6-3. Ved sideskifte var jeg frustreret, men spurgte mig selv, hvordan jeg kunne være frustreret over hverken at gøre det ene eller det andet. Altså jeg blev sur, når jeg missede ved at gå efter slagene, og jeg blev sur hvis jeg var passiv og blev udspillet. Så kom aftalen med mig selv ind i billedet. Aftalen blev at gå efter slagene, uanset resultatet. Det lykkedes og jeg vandt efterfølgende i tre sæt.
Onsdag kom så den store test. Jeg mødte Sebastian Decoud fra Argentina, som pt ligger 275 ATP. Jeg vidste nu hvad jeg skulle gøre, for at være med på niveauet og besluttede mig for at holde aftalen. Det blev den bedste kamp jeg har spillet i to år. Jeg tabte dog første sæt 7-5, men havde 6 breakchancer. Jeg havde god længde på boldene og fik fantastisk spin på min forhånd, så han blev holdt i skak på baglinjen indtil jeg kunne slå til med baghånden. Jeg var dog bagud hele tiden og pludselig stod det 5-3 40-0 til ham, og han skulle altså ”bare” vinde en bold mere i egen serv, for at sejren var hjemme. Jeg hang dog i og fik vendt andet sæt til 7-5. Det gjorde lidt ondt på ham og jeg fik mulighed for at breake ham i tredje sæt, hvilket jeg gjorde og kom på 4-3, oppe med et break. Desværre viste den manglende rutine på det høje niveau sit grimme ansigt, og jeg begyndte at tænke på resultatet. På trods af, at jeg forsøgte at vende tankerne til noget konstruktivt og ”hver bold”-agtigt, havde tanken forplantet sig til resten af kroppen, og jeg fik spillet et jammerligt game. Han fik momentum tilbage, og på trods af breakchancer i hans serv og flere gamechancer ved 4-5, løb han med 6-4.
Sidste dag var jeg så flyvende, at jeg strøg igennem en god spiller 6-2 6-2.
Jeg vil holde samme aftale med mig selv i Vietnam og få det bedste ud af det.
PØ