Jeg er taget til USA for at spille kval til en ATP-turnering. Det er godt nok lidt langt for en turnering, men billetten var meget billig, og alternativet var 4 uger uden turnering, så for mig var det en no-brainer.
Siden Istanbul har jeg haft et dejligt træf med bolden. Mine ben er også mere og mere bevægelige. Jeg har fundet ud af, at min problem er en diskosprolaps, der trykker på nerven. Den har jeg åbenbart haft længe uden at være klar over det, men da min fod så faldt i søvn, var det altså derfor. Så forstår jeg også bedre, at jeg mega længe har været helt væk i benene uden at kunne forklare hvorfor. Nu går det en del bedre, så lige nu føler jeg mig bedre tilpas, end på noget andet tidspunkt hele året. Min krop har det fint, og mine fødder er også igang igen (ja, Rafa bliver det aldrig nogensinde, men alligevel). Mit træf med bolden herovre har været over forventning, og jeg klarer også varmen og fugtigheden bedre, end frygtet. Det er selvfølgelig vanskeligt med så meget sved i hænderne, men jeg plejere at være dårligere. Alt i alt er jeg helt på toppen, og glæder mig meget til i morgen, hvor der potentielt er to kampe. Jeg skal i første kamp møde Eric Nunez, USA. Jeg kender ikke meget til ham, men han server godt, og slår en god forhånd.
Min turn herovre havde igen de obligatoriske hickups. Jeg havde via ATP vundet en upgrade til business, men de havde overbooket flyet, så jeg blev downgraded. Hmm, tung start, tænkte jeg. Jeg fik dog trods alt plads på Economy Ekstra og 100 euro til at købe flubilletter for, så helt skandaløst var det ikke. Jeg fløj til JFK i New York via Washington, 1 time i paskontrol, en lufthavnssprint, forsinkelse og en time i flyet uden vi rørte os. I JFK stødte jeg på Jarkko Nieminen, der havde været så flink at vente på mig, selvom han kom meget tidligere. Vi røg så til New Haven i en shuttlebus, der har 6 passagerer, som alle bliver sat af ved døren. Vi var sidste af – naturligvis. Vi var begge så trætte, at vi ikke rigtigt kunne holde os vågne eller holde hovedet oppe, og da chafføren kørte som en brækket arm lignede vi to af de der "bobbly heads", der normalt står ved forruden og ryster hovedet.
YNWA