Jeg tabte desværre til Nicolas Massu fra Chile i første runde af Bogota challengerturnering med cifrene 4-6 6-7 (3). Det var bestemt ikke den bedste lodtrækning, da han er førsteseedet her i turneringen. Set i bakspejlet så kan jeg dog kun takke mig selv for, at jeg ikke er videre til anden runde.
I første sæt smed jeg min serv væk ved stillingen 1-1 via nogle dobbeltfejl og andre uprovokeredefejl. Resten af sættet styrede jeg, og jeg havde masser af muligheder for at bryde tilbage.
Andet sæt startede på næsten samme måde. Tre dobbeltfejl gav ham et brud, men denne gang lykkedes det mig hurtigt at bryde tilbage. I dette sæt var det igen mig, der pressede ham i hans servepartier, og jeg havde rigeligt med chancer. Jeg udnyttede dem dog ikke, og derfor skulle vi en tur i tiebreak. Dette var nok det eneste tidspunkt i kampen, hvor han spillede bedre end jeg gjorde.
Spillemæssigt var det en helt okay kamp fra min side, men det irriterer mig at smide endnu en kamp væk, fordi jeg servede elendigt.
I næste uge gælder det en challengerturnering Manta, Ecuador.