Nederlag i US Open

22. august 2008

Det blev kun til to kampe i kvalifikationen i US Open i år. I dag tabte jeg til Ryan Sweeting fra USA med cifrene 3-6 4-6. Han servede utroligt godt og gik virkelig efter slagene hele tiden. I første sæt spillede han et fejlfrit parti til at bryde min serv. Jeg havde chancer via 0-30 et par gange i begge sæt på hans serv, men desværre servede han ofte en bombe afsted. Flere gange missede jeg dog også forholdsvis lette returneringer på vigtige tidspunkter. Jeg vil ikke sige, at jeg spillede dårligt, men jeg kom bare aldrig rigtigt helt op i gear. Det har virkeligt været et møg år, hvis man kigger på Grand Slams og ATP turneringer, men forhåbenligt finder jeg snart en måde at få vent bøtten.

Nu gælder det om at blive hundrede procent klar til om 2,5 uge, hvor jeg skal spille 2 challengers her i USA. Som jeg skrev i sidste uge, så har jeg haft et par små skavanker i lang tid. Efter kampen i dag fik jeg en indspøjtning ved mit venstre hasemuskelfæste. Det sted har drillet i 3 måneder, hvor jeg ikke har kunnet lave ordentlig fysisk træning og løbe igennem på banen. Efter sådan en indsprøjtning skal man holde en lille uges fri, men det passer egentligt meget godt ind i mit program.