Jeg tabte desværre min kvartfinale med 3-6 6-4 1-6. Jeg spillede en fin kamp, men mod en godt spillende modstander, som i dag, mangler jeg stadig noget. Jeg mangler skarphed i grundspillet, rytme i returneringerne og min baghåndsvolley koster mig mange point – i dag afgørende point, da jeg stadig ikke er helt stærk. Jeg var dog igen bedre, og jeg er glad for, at jeg allerede er så meget bedre, end min første kamp. Jeg servede faktisk meget godt, og det er jo positivt, hvis jeg kan holde den stil. Det tyder godt, når resten begynder at blive mere naturligt. Han servede svine godt, og er god, når han har overtaget. Det var i det hele taget en kamp, der blev vundet på serv el. første slaget, så det var lidt af en tju bang kamp – klassisk indendørs tennis i højt niveau.
Det var lidt åndssvagt, jeg blev breaket i 1. sæt, for jeg startede godt, og havde også 40-15 i det game. Der spillede jeg så dagens ringeste game, desværre. Jeg fik så breakbolde til at komme tilbage i 1.,men tabte den lidt mærkeligt, da jeg blev forvirret over, at der havde ligget en bold inde på banen hele duellen. det opdagede jeg midt i en volley, og blev som en hovedløs kylling. Den slags generer mig tit, og det irriterer mig. Jeg fik ikke gamet, og tabte koncentrationen i det næste game. Sløjt. Jeg svarede godt igen, og udnyttede, at han for engangs skyld missede lidt førsteserver. I 3. bliver jeg ærgerligt brudt til 1-3, hvor jeg misser en let postkassevolley i baghånden pga. den slatne nerve. Mit næste game er ikke skandaløst, men han fik udnyttet, at jeg missede 1. serverne. 1-6 var dog ikke helt fair, men det spiller ikke den store rolle.
Ellers er jeg rimeligt tilfreds med min 1. turnering. Jeg havde ikke troet, jeg ville spille så godt allerede, når jeg ikke har flere kampe i benene. Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik spillet double. Jeg tror, det havde været gavnende for mit game – serv, retur, volleys osv. Nu rejser vi til Jersey i morgen, hvor jeg skal spille kval til en challenger. Den starter på søndag.
Jeg tror også, jeg er parat til at fortælle om min rejse til Egypten. For engangs skyld, kan jeg ikke bebrejde andre, end mig selv. Det gør det nu ikke mindre skandaløst. Da rejsen startede om fredagen var jeg begyndt at få mit hold i nakken, der udviklede sig til det værste hold, jeg har prøvet. Bare at løfte armen var en kamp, så 3 tasker var ikke lykken. Jeg havde bevidst bestilt en lidt dyrere billet, så jeg kunne få en aften i London med min onkel. Jeg skulle til London fredag eftermiddag og til Tangier tidlig lørdag morgen. Da jeg så kom til lufthavnen, opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas. Flot. De der kender mig, ved også, at jeg ikke lige har en bufferzone rent tidsmæssigt, så der er noget, der kan tillade sig at gå galt, så jeg måtte ændre min billet til den senere afgang – som Sterling over evne gjorde. Plus i bogen til dem. Min bror var naturligvis ekstatisk over at skulle bruge fredag aften på at køre mig til og fra lufthavnen et par gange. Da jeg så endelig kom afsted, skulle jeg naturligvis betale overvægt. Jeg havde ellers pakket en minimumspakning. Jeg kom hjem til min onkel ved 23-tiden, hvor vi så kunne køre en sen middag ned. Næste morgen tog jeg afsted kl 5, da jeg skulle flyve kl 7. da tuben ikke går på det tidspunkt, tog jeg en taxa. Det havde jeg gjort tidligere, og det var samme pris, som at tage taxa til Heathrow Express. Det var det bare ikke den her gang. Jeg nægtede også at hæve penge, da jeg ikke regnede med, det ville blive så dyrt. De charger 12% for at betale med kreditkort, men det var lugnt, sagde jeg. Da vi kom til lufthavnen, fandt jeg ud af, at jeg ikke vidste, hvilken terminal, jeg skulle til, og de der kender Heathrow ved, at man ikke lige hopper på tungen fra den ene til den anden. Efter at hoppe en i et par, fandt jeg ud af, at jeg skulle i terminal 4 – 17 pund fra terminal 3. Jeg endte med en taxatur på 80 pund. Idiot. Nå, nu var der ikke mere, der kunne gå galt, heldigvis. Bortset fra, at min flight ikke var på skærmen. Der var ingen i Royal Air Marocs billetkontor, så jeg spurgte naboskranken, hvor de var. Hun svarede, at de først kom 4 timer, inden flightsne. ?? Jeg hoppede straks på min mail, hvor jeg opdagede, at Royal Air Maroc som det eneste flyselskab i verden – udenfor USA – bruger am og pm i deres tider, så det var 7 pm, jeg skulle flyve. Jeg var altså i lufthavnen 13 timer, inden min flight – noget der let kan være en personlig rekord. Nå, tilbage til min onkel – nu gik tuben i det mindste – der naturligvis gik ud fra, at jeg havde misset flyet. Nu er det sådan, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så vi fik en hyggelig eftermiddag med chill og fodbold på Stamford Bridge – selvom det var Chelsea. Jeg kom endelig til Tangier kl 23 om aftenen. Det var et godt comeback til rejselivet for mig. Som en lille krydder på toppen, kan jeg sige, at jeg købte to ting i lufthavnen: solcreme og aftersun (for første gang i mit liv i øvrigt), og det regnede alle dage pånær 1, og jeg så ikke solen på turen.
YNWA