Mons challengeren er muligvis den staerkest besatte challenger hele aaret, og i aar var heller ingen undtagelse. Kvalen var monster haard, da Metz, der normalt ligger i samme uge, ikke var der til at tage nogle af spillerne. Kampene spiller spillet i en kaempe messe hal, og det synes jeg ikke var saa let. Oven i det var banerne ekstremt orange, fordi det er hovedsponsorens farve, saa det var ikke let at spille. Det var det samme for alle spillere, jeg snakkede med, og det er synd.
Jeg moedte den tidligere top 100 spiller, Nicolas Mahut fra Frankrig. Udover at vaere en arrogant idiot, kan han spille god indendoers tennis. Hans spil er bygget op omkring hans serv. Da jeg samtidig ikke brillerer paa den front i oejeblikket, var det serven, der gjorde forskellen. Baade hans og min. Han er ikke vanvittigt god fra baglinjen, men han tager meget pres fra sig selv ved at serve saa godt. Jeg leverede en fin kamp rent koncentrationsmaessigt og holdt hovedet koldt paa trods af mindre god tennis.
Jeg kom skidt fra start – mistimede boldene og fik ikke gang i noget i egen serv. Efter et hurtigt 1. saet havde jeg ikke de store forventninger, saa jeg spillede bare og forsoegte at goere det saa godt, som muligt, og saa gik det faktisk helt ok. Jeg fik mixet serverne bedre op, fik afgjort pointne ved nettet og holdt ham fra fadet det meste af saettet. Ved 4-3 lykkedes det mig saa at brygge et break sammen, og efter meget besvaer servede jeg saette hjem.
Da det saa var 1-1 i saet, var jeg lige pludselig med igen, og i stedet for at bare at spille frit, forsoegte jeg nu at spille godt i stedet for bare at spille godt, hvis det giver nogen mening. I 2. saet gjorde jeg bare tingene uden at taenke over det, fordi jeg var afklaret med situationen, men i starten af 3. forsoegte jeg at forcere tingene mere, da jeg pludselig var med igen. Jeg spillede et skidt 1. servegame, og derfra tabet jeg modet. Han spillede sig op, og jeg havde saa store problemer med serven. En klog man sagde engang, at man ikke er bedre, end sin 2. serv, og det er jeg tilboejelig til at give ham ret i. Naar min 1. serv ikke rigtigt koerer, er det vigtigt, jeg stadig har en 2. serv, jeg kan stole paa. Men alt for ofte haenger de to server sammen for mig. Saa naar jeg ikke foeler for 1. serven, traekker jeg mig ogsaa paa 2. serven, saa jeg taber laengde og praecision. Det er for stor en mulighed at give gode spillere – specielt indendoers – og det kostede mig igen dyrt i gaar.
Nu er jeg saa taget til England for at se Chelsea-Liverpool som et plaster paa saaret, og saa koere jeg ellers bare traening i DK op til Kolding.
YNWA