Murray’s asiatiske hattrick

17. oktober 2011

Andy Murray har de seneste to uger vundet i henholdsvis Bangkok og Tokyo, og i går blev hattricket fuldendt med en sejr i den store ATP World Masters 1000 turnering i Shanghai. I finalen besejrede Murray spanske David Ferrer (ATP 5) med 7/5 6/4. Dermed blev det også sikkert, at Murray overtager Roger Federer’s tredjeplads på ATP ranglisten. Det er første gang siden 2003, at Federer er uden for top 3.

Hos kvinderne spillede Petra Kvitova (WTA 5) sig for første gang til tops i en turnering siden Wimbledon-triumfen. Kvitova – som var med på et wild card – vandt i finalen i Linz over Dominika Cibulkova (WTA 20) med 6/4 6/1.

I Osaka var en anden Grand Slam vinder i aktion. Det lykkedes dog ikke Samantha Stosur (WTA 7) at gøre Kvitova efter. Stosur tabte i finalen til Marion Bartoli (WTA 10) med 3/6 1/6. Dermed vandt Bartoli sin anden WTA turnering i år.