Mortensen bliver nyeste skud på Wozniackis trænerstamme
30. januar 2014
Thomas Høgstedt er fyret som træner for Caroline Wozniacki, og ny træner for Danmarks bedste tennisspiller bliver Michael Mortensen, der tidligere har ført Li Na til French Open-titlen.
Det er et svært erhverv at være træner for en Caroline Wozniacki. I hvert fald har hun og hendes seneste tre trænere ikke fundet rytmen sammen. Senest er det gået ud over Thomas Högstedt, der som den seneste i rækken nu har modtaget en fyreseddel.
Ifølge Ekstra Bladet har samarbejdsproblemer mellem Wozniacki og Högstedt, der kulminerede med, at Högstedt tog på ferie, mens Wozniakci troede, at han skulle træne hende i Dubai, ført til, at svenskeren nu er fortid som træner for det danske tennisikon.
Positiv attitude
Ny træner bliver i stedet, ifølge avisens oplysninger, danske Michael Mortensen, der skal træne Caroline Wozniacki i forbindelse med hendes næste fire turneringer i Qatar, Dubai, Indian Welles og Miami. Mortensen har tidligere vundet French Open, som træner for kinesiske Li Na.
Her var en af hans vigtigste opgaver, at arbejde med kineserens glæde til spillet, og nu glæder Wozniacki sig til, at Mortensen forhåbentlig kan banke samme glæde ind i hende.
”Han har en meget positiv attitude til både spillet og til træningen, og han har en god måde at sige tingene på. Han brænder for sporten, og det kan jeg godt lide. Det er meget motiverende”, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.