Morten Christensen: landstræner det skal være attraktivt at spille tennis

23. marts 2008

Hvordan synes du dansk tennis har det?

Det går vel ikke så dårligt. Vi mangler måske lidt i at opfylde vores målsætninger. Vores mål er at Danmark har 1% af topspillerne i verden. Dvs. 10 spillere i top 1000. Så kan man måske være heldig at der blandt dem en dag er 3-4 i top 100. Men dette mål opfylder vi ikke helt endnu. Hos juniorerne har vi det mål at have en dreng og en pige i top 50 på juniorverdensranglisten. Det mål er vi faktisk tæt på at opfylde.

Hvordan synes du talentudviklingen går?
 
Her og nu går det godt. Lige nu har vi nogle meget store talenter. Selvfølgelig Caroline Wozniacki som det helt store. Men det er selvfølgelig bekymrende at rekrutteringsgrundlaget bliver mindre og mindre. Der er 9000 ungdomsspillere at rekruttere fra og der har været langt flere. Vi kan godt finde talenter stadigvæk, men det må helst ikke blive mindre. Desværre er talentarbejdet nærmest gået i stå i Jylland og det er meget ærgerligt. Vi må håbe at det bliver bedre, for vi har brug for de jyske klubber også i udviklingen af dansk tennis. Talentudvikling fordrer at man tilbyder de unge den rigtige træning og rigtige mængde. Her er det glædeligt at den træningsmængde som mange af topklubberne tilbyder sine talenter, svarer til det ITF anbefaler. (Den træningsmængde DTF anbefaler svarer til ITF’s anbefalinger. Tallene har man fundet frem til ved at spørge et vist antal topspillere og deres svar danner grundlag for anbefalingerne. Disse tal finder man på DTF’s hjemmeside under punktet Elite, dernæst under talent- og klubudvikling.) Men det vi er oppe imod er 12-årige østeuropæere der allerede på det tidspunkt lever som professionelle. Jeg synes ikke nødvendigvis vi skal gøre det samme, men det kræver hårdt arbejde at nå internationale resultater.

Hvilke talenter vil du fremhæve?

Som sagt er der mange talenter lige nu. Helt klart Caroline Wozniacki og der er selvfølgelig store muligheder for hende. Hun kommer helt sikkert i top 100 og måske endnu højere. Allerede i år tror jeg vi ser hende i top 200. Det er hendes niveau til allerede nu som 15-årig. Hos pigerne har vi også Karen Barbat. Men vi har også spillere som Martin Pedersen, Thomas Kromann, Søren Wedege og Phillip Therp. Ja, jeg kunne godt nævne flere. Det spændende ved at arbejde med spillere i den alder er at det er her de udvikler deres spilleridentitet, altså om de bliver serv/flugt spillere eller bagliniespillere. Et eks. er Søren Wedege, som er ved at være en høj, stærk fyr. Han skal nu have tilpasset sit spil, sin tennis til sin fysik. Derved udvikler han den spilleridentitet som han formentlig tager med sig i resten af sin tenniskarriere. Derfor er det så spændende at arbejde med 15-18 årige. Her på EC er det ofte i den alder vi kommer til at arbejde med dem. Generelt har vi nogle dejlige spillere her på EC i øjeblikket. De holder ikke tingene for sig selv af frygt for de andre. De vil gerne lære fra sig og give af sig selv. Så man sige at vi har et godt kuld lige nu. Jeg vil godt rose dem alle sammen for det.

Hvordan tror du vi får vendt medlemstilbagegangen i dansk tennis?

Det skal være attraktivt at spille tennis. Groft sagt skal udviklingen vendes ude i klubberne. Klubberne skal have de gode tilbud, gode faciliteter. Jeg ved godt at jeg kan være lidt provokerende når jeg taler med specielt jyske tennisledere. Det hjælper ikke at sætte kontigentet ned, det er tilbuddene i klubben der skal forbedres. Nu ved godt det her er et lidt specielt eksempel. Jeg var på et tidspunkt ovre at besøge en amerikansk tennisklub. Her skulle man af med $ 7000 i indskud og kontigentet var $ 214 om måneden. Så kunne man så bruge en del af kontigentet i cafeén. Og der var masser af mennesker i den klub. Det var selvfølgelig for mere velbeslåede mennesker, men tanken i det er at når klubben har de rigtige faciliteter og forhold, så kommer folk også.

Hvad skal en klub rent praktisk gøre for at blive bedre?

Man skal have kvalificerede trænere og undervisere. Og så skal man have træning på alle niveauer sådan at alle i klubben føler at der er noget til dem. Jeg kan nævne et eksempel som den klub jeg selv er i, Gentofte. Der er tilbud til alle i klubben og vi har et godt klubliv. Og jeg kan forstå at en klub som Skive også kører godt. Der er heldigvis mange gode eksempler på det. Men det er vigtigt at man ude i klubberne ændrer tingene og gjort tilbuddene bedre.

Er det godt at være landstræner?

Ja, det er godt. Det er spændende at arbejde med de unge mennesker og forhåbentlig give noget af sin erfaring videre. Jeg får ofte de unge i 15-18 års alderen og det er meget spændende at få lov til at præge dem tennismæssigt der. Det er også et travlt liv. Jeg er gennemsnitligt ude at rejse ca. 20 uger om året. Men jeg kan godt lide det.