Monza

2. april 2010

 Ja, så er mit italienseventyr nået uge 2. Jeg tabte desværre kvartfinalen til Haider-Maurer med 6(6) og 3. Det var en tæt kamp, hvor jeg havde en masse chancer, break i begge sæt og spillede bedre tennis, men han vandt den sidste bold, så han var en bedre spiller på dagen. Meget filosofisk – jeg ved det. Jeg lavede alt for mange fejl i går, og specielt på de vigtige point, var jeg uskarp. Jeg forærede nogle point væk på nogle tåbelige fejl, og gik ikke 100% på bolden, når jeg havde chancen. Jeg kunne mærke her i den første tætte kamp på grus, at jeg mangler gruskampe. Jeg spillede ikke tæt nok på linjerne, jeg servede ikke godt nok og jeg holdt igen, når jeg skulle afgøre pointne. Alligevel spillede jeg godt nok til at vinde kampen, så jeg er skuffet over mig selv. Jeg synes, jeg er en bedre spiller, end til at tabe på den måde (hvis det da er en sætning på dansk). Men det går i den rigtige retning, og jeg må bare bruge det som erfaring. Så var det heller ikke ringere. Jeg må også tænke på, at jeg var oppe imod en spiller, der er godt spillende i øjeblikket, og har vundet mange kampe på det seneste. Han servede virkelig godt, og det var en væsentlig årsag til, at han vandt kampen.

Efter kampen tog Tim og jeg lige 7 timer i bil, for at komme til Monza, der ligger ved Milano. Da det var en lejebil, var det kun mig, der kunne køre. Min højre balle har set bedre tider…

YNWA