Min nye personlige blog

17. maj 2011

Hej og velkommen til mit lille personlige værested på tennissporten.dk

Jeg vil prøve at holde første indlæg kort, men en lille intro til mig som tennisspiller bliver I dog ikke skånet for, så her kommer der en smule forhistorie.

Juniorårene

Igennem juniorårene var jeg siden 14års alderen fast inventar på juniorlandsholdene og under gymnasiet boede og trænede jeg på elitecenteret, der på det tidspunkt var placeret i Farum. Det var en blandet tid hvor jeg i bagklogskabens lys ville have gjort mange ting om – specielt i min mentale tilgang til tennisen. Jeg var meget fokuseret på resultater og turneringer hele tiden og kunne aldrig rigtig finde en rigtig balance mellem træning og kamp. Tennis omfatter så utroligt mange aspekter, der alle kræver opmærksomhed hvis man skal op og lege med de store drenge. Det fik jeg blandt andet at føle i de første spæde forsøg på ATP points i de sene teenage år. Det var en periode der lidt tog modet fra mig og jeg begyndte at tænke i andre baner end at følge tennisdrømmen.

Tid til uddannelse og refleksion

Til slut mundede det ud i at jeg næsten holdt mig helt væk fra sporten mens jeg tog en bachelor på CBS. Jeg var i mellemtiden begyndt at hjælpe lidt til hos DTF med et par opgaver som rejsecoach for juniorene – et job der nok er grunden til at jeg nu sidder her i Båstad til min 5. futures turnering i år og netop har fået mit første ATP point i single. Det at kunne betragte drengene og pigerne fra bænken; følge deres kampe på træningsbanen og i match vækkede min passion for sporten til live igen.  Jeg kunne genkende utroligt meget af mig selv i dem og begyndte at reflektere over mit eget tennisliv. Jeg begyndte langsomt at spille mere og mere i løbet af 2010 og efter min færdiggjordte bachelor i juni nåede jeg frem til at jeg skyldte mig selv at give tennisboldene nogle slag til. Jeg var blevet meget nysgerrig efter mine iagttagelser som coach og ville teste tingene på egen vis.

Mit andet tennisliv

Hvad mærker jeg så af forskelle i mit "andet tennisliv?" først og fremmest træner jeg bedre. Jeg er bevidst om at alting har en ende og at jeg nok når den målstreg tidligere end mange af de 18-21 årige, som også giver den fuld skrue. Fordelen ved at have været helt væk fra det hele er at man bedre kan distancere sig i forhold til sig selv og har et mere objektivt syn på sine fejl og mangler. Selv har jeg arbejdet helt utroligt meget med det mentale, hvilket jeg stadig er dybt beskæftiget med. (det er utroligt så svært det er at ændre gamle vaner og tanker på banen). På det tekniske og taktiske plan er jeg i helt trygge hænder hos Ernst og Patrik, som er og altid har været mine to favorittrænere. Jeg mærker også forskelle i mine kampe efterhånden, selvom det helt klart har været det der har været sværest at udvikle fordi de gamle ting ligger så dybt inde i mig.

Masser af gåpåmod

På trods af mine nu 26 år er jeg fuld af gåpåmod og lyst til at udvikle mig. Man lærer så utroligt meget om sig selv igennem elitetennis og jeg er helt sikker på at når jeg engang ser tilbage på denne periode vil smile og være glad for at jeg gjorde det.

Jeg vender snart tilbage med nogle iagttagelser fra mine første futures i Tyrkiet og Sverige. Netop igår sikrede jeg mig mindst 1 atp point oven i det jeg fik for 2 uger siden og bruger tirsdagen på forberedelse til min 2.runde mod Junaid fra Australien mens jeg sidder på lægterne og støtter Philip og Torpe i deres 1.runde kampe. I øvrigt utroligt glædeligt at vi er 3 danskere i main draw i denne uge!