Det blev til en meget lang dag, da det regnede hele formiddagen. Jeg var programsat til 2. kamp efter kl.10 på bane 2. Kampen inden kom dog først i gang kl.14.30, og da de spillede i 3 timer, så begyndte det at blive mørkt. Det betød, at vi blev nødt til at rykke over på en anden bane, hvor der var lys. Turneringslederen fik så lige en "hjerneblødning" og valgte at flytte mig ned til 4. kamp. Alle kampene på den bane var lange 3 sæts kampe, og jeg kom derfor først i gang kl. 21.30. Jeg vandt så over Carlos Salamanca fra Columbia med cifrene 6-4 6-2. I begge sæt startede jeg med at bryde hans serv, og jeg fik presset ham hele tiden i hans servepartier. Det var en af mine bedre kampe længe, og det var dejligt igen at spille på en meget langsom hardcourt. Her får jeg tid til mine slag og til at bygge spillet op. I morgen møder jeg Ramon Delgado fra Paraguay. Vi har mødt hinanden for et par år siden, hvor han vandt forholdsvis let. Det må planen at lave om på det i morgen. Mit knæ havde det ikke for godt, men det gik og jeg kom igennem. De har atter lovet regn i morgen, så det bliver nok en midnatsforstilling.