Malou Ejdesgaard spiller i denne uge en turnering i Mexico, og tennissporten.dk har modtaget følgende update fra Malou:
I dag spillede jeg første runde i single her i Mexico. Turneringen ligger i 2985 m højde, så det er svære betingelser, da bolden flyver utrolig meget. Under min kamp kom der pludseligt et jordskælv, som blev målt til at være 7.4, hvilket fik en bro i Mexico City til at kollapse og der var meldinger om både dræbte og hårdt sårede.
Det er hårdt at være vidne til, da de i Mexico allerede er så fattige, at der samtidig opstår så forfærdelige naturkatastrofer. Man skal være taknemmelig for, at vi har det så godt i Danmark.
For at vende tilbage til det sportslige, tabte jeg desværre min single 63 64 til en romæner, som spillede en god kamp. Men jeg er i kvartfinalen i double med min makker Zuzana Zchlocova fra Slovakiet.
Desuden vil jeg gerne udtale mig og den kritik, som Caroline påtager sig i øjeblikket.
Jeg kan ikke beskrive, hvor uretfærdigt og uberettiget jeg synes alt kritik om Caroline og hendes far, Piotr, er.
De har begge gjort så meget for Danmark og dansk tennis især. Som dansker kan man kun være stolt over det som Caroline har opnået indtil videre. Hun har dedikeret sit liv til tennissporten, altid arbejdet professionelt lige fra begyndelsen og gjort det så fantastisk flot, at jeg ser alt kritisk fuldstændigt malplaceret.
Vi har en spiller i Danmark, som har opnået at ligge nr. 1 på verdensranglisten i en sportsgren og i stedet for at bakke hende op og give hende gåpåmod samt vise at vi stadig tror på hende – gør vi det modsatte, når tingene ikke går hendes vej.
Caroline er en pige som har overskud, er venlig og hun stiller altid op til diverse arrangementer selvom hun er tidspresset.
Vær i stedet for stolt over det som hun har opnået og find troen på, at hun kan give os flere store oplevelser.
…Det var bare det jeg ville sige.