Så sent som for 10 dage siden vandt Danmarks bedste mandlige tennisspiller, Frederik Løchte Nielsen, en double-titel ved ATP Challenger Charlottesville, og har desuden også vist godt spil i single turneringerne på det nordamerikanske kontinent.
I nat spillede Løcthe første runde i ATP Challenger-turneringen i Champaign i USA, og selvom det ikke var hele turneringen han vandt, så viste danskeren sin gode form med en yderst flot sejr, da han besejrede verdens nummer 114, Tim Smyczek, i tre sæt.
Danskeren lagde suverænt ud i første sæt som han vandt med hele 6-2, men lige så suverænt tog Smyczek andet sæt med 6-1 og de måtte derfor ud i et tredje sæt for at afgøre kampen. I tredje sæt fik Løchte indstillet sigtekornet igen og kom fremragende tilbage med stilingen 3-0 i tredje sæt. Derfra kørte danskeren sejren i hus med stillingen 6-2 i tredje sæt.
En flot præstation af danskeren at vinde over turneringens fjerdeseedede, der på nuværende tidspunkt ligger nummer 114 på verdensranglisten, og forrige år var han i top 100 med en placering som verdens nummer 74.
Man kan desuden se at den seneste periodes gode resultater sender Løchte frem på verdensranglisten, hvor han er rykket omkring 200 pladser op og er nu nummer 471 i verden.
I anden runde af ATP Challenger-turneringen i Champaign møder Løchte i aften tyske Peter Torebko.