Tennissporten.dk i Idrottens Hus i Helsingborg: Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann vandt første sæt, og bragte Danmark tæt på at skabe Davis Cup-sensationen. Danskerne gik dog ned, samtidig med at Robert Lindstedt og Johan Brunström på den anden side af nettet spillede sig op, og så var danskerne chanceløse. Sverige vandt doublen 6-7, 6-4, 6-3, 6-3, og reducerede til 2-1 i Davis Cup-kampen.
Danmark førte 2-0 i Davis Cup-nedrykningsdysten mod Sverige efter fredagens to singler, men i dagens double blev det danske par med Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann overmatchet af et veloplagt svensk par med Robert Lindstedt og Johan Brunström. Danskerne begyndte ellers lige at drømme, om den sensation det ville være at besejre Sverige allerede efter tre kampe, da et koncentreret dansk par vandt første sæt i en tie-break.
Dukkerten i tie-break’en skabte dog en uimodståelig koncentration hos det svenske par, der løftede deres spil, og gjorde livet svært for danskerne. Samtidig mistede Løchte og Kromann lidt af deres momentum ved nettet, som havde bragt dem langt i første sæt. Flot bakket op af et publikum, der kunne lide, hvad de så, levede Lindstedt og Brunström flot tennisspil med hårde server og solide returneringer. Andet sæt tog de 6-4, og som modgangen kom i tredje og fjerde sæt faldt danskerne stille og roligt fra hinanden. To gange 6-3 blev det, og dermed fik Sverige reduceret til 2-1.
Ingen breakbolde
Alle fire spillere er gode servere, og det beviser de til fulde i første sæt, hvor ingen af de to par formår at tilkæmpe sig en breakbold. Robert Lindstedt server specielt godt, og danskerne har størst muligheder, når det er den lidt mindre efne Johan Brunström, der server. På samme måde ser det ud på den danske side, hvor Frederik Løchte både server og returnerer bedre end makker Kromann. Til gengæld er Kroman meget fokuseret og spiller sig i løbet af sættet, og selvom svenskerne bevidst spiller på amatøren fra KB, er han meget skarp ved nettet.
Første sæt ender som følge af de sikre servepartiet i en tie-break, og her sker det noget. Sikkerheden selv, Robert Lindstedt bliver brudt på tie-break’ens første bold, og da alle spillerne server godt, og Kromann og Løchte brillierer ved nettet, får danskerne to sætbolde ved 6-4, og den første i Løchtes serv. Den ellers så sikre Lyngby-spiller laver her dobbeltfejl, men på den efterfølgende bold i Brunströms serv retter danskerne op på sagerne med et smash fra Thomas Kromann, der var braget så hårdt og sikkert i gulvet, at det nærmest rungede hele den gamle beton-hal. Danmark foran 1-0 i sæt efter 7-5 i tie-break.
Løchte brudt
Efter første sæt smider den svenske kaptajn Fidde Rosengren sin overtrøje, måske mærker han sædet så småt begynde at brænde under ham, da et svensk nederlag til Danmark vil være en kæmpe fiasko for svensk tennis. Endnu mere nervøs bliver Rosengren, da Thomas Kromann følger sit fine spil fra tie-breaken op fra starten af andet sæt, hvor danskerne tager et rent parti i hans serv. Svenskerne server fortsat også sikkert, men ved 1-1 kommer der problemer for Løchte. Serverne mangler lige de sidste par procenter, og samtidig er danskerne ikke ligeså effektive ved nettet, som hidtil. Omvendt er Lindstedt tændt og fokuseret, og han leder an i et svensk brud til 2-1.
Det er danskernes netspil, der ikke er ligeså skarpt som i første sæt, der giver svenskerne føringen, og gode svenske server gør det svært for danskerne at komme tilbage. Ved 3-2 går partiet tre gange i lige, men det er det tætteste, danskerne kommer på at bryde tilbage. Ved 5-4 presser danskerne også på, men gode server fra Johan Brunström sørger for, at andet sæt går svensk vej med 6-4.
Svensk jubel på lægterne
Sættet løfter tydeligvis det svenske publikum, der skaber fantastisk stemning i Idrottens Hus, mens humøret falder hos det danske publikum, som de danske officials og sågar præsidenten for Dansk Tennis Forbund forsøger at peppe op. Det giver til gengæld sig selv, at svenskerne jubler på lægterne, for Lindstedt og Brunström lægger endnu et lag på deres spil, og efter fire partier hvor begge par holder serv, sætter svenskerne nogle drøn af nogle returneringer og bryder til 3-2.
På den danske bænk kunne Kenneth Carlsen blot se til, at de svenske double-stjerner piller pynten af danskerne, der langsomt faldt i kadence, og mon ikke Carlsen lod en lille tanke falde på Davis Cup-kampen mod Sverige fra 1995. Her førte Danmark også 2-0 efter fredagens singler, og man han var selv med til at tage første sæt, i en tie-break, i doublen lørdag. Derefter vandt svensker tre sæt i træk, og også søndagens singler, en historie der kan gentage sig. Lindstedt og Brunström kan man i hvert fald ikke slå ud i trejde sæt. De er fokuserede skarpe, giver ingen chancer væk i egen serv, og da de bryder til 6-3 efter gentagende pres på danskerne, tager de tredje sæt og ligner nogen, der er godt på vej mod at reducere den samlede Davis Cup-kamp til 2-1.
Svenskerne besværede sig ikke
Det ved Løchte og Kromann også godt, og de falder stille og roligt fra hinanden, mens svenskerne holder koncentrationen og kører sikkert mod sejr. Danskerne er overmatchet af svenskerne, både på banen hvor Lindstedt og Brunström er bedre i alle spillets facetter, og udenfor banen hvor de eneste råb på Danmark, kommer når svenskerne taktfast råber ’Sverige, Sverige’. Løchte og Kromann presser en smule på i svenskerne servepartier, men det lykkes dem ikke at bryde, og samtidig falder kadencen i egen serv, så svenskerene ikke skal besværlige sig videre for at bryde.
Lindstedt og Brunström kommer foran 4-0, men mens hele hallen har indstillet sig på et dansk nederlag, bryder danskerne Lindstedts serv, og efterfølgende holder Løchte serv til 4-2. Det får bare svenskerne til lige at steppe op en gang til. Uden de store problemer holder de deres to sidste servepartier og vinder fjerde sæt med 6-3. Dermed reducerer Sverige til 2-1 i Davis Cup-kampen mod Danmark, og skaber spænding forud for søndagens to sidste singler.
I morgen spiller Frederik Løchte Nielsen først mod Markus Eriksson, og derfor skal Martin Pedersen op mod Elias Ymer. Vinder danskerne bare en af de to kampe, slår de Sverige og overlever i Davis Cups Europe/Africa Group 1.