Tennissporten.dk til Davis Cup i Hørsholm: Frederik Løchte Nielsen var glad for sit eget spil og for sin sejr mod Petros Chrysochos. Han var ikke nervøs, selvom han tabte første sæt, og han følte sig hele tiden i kontrol.
Der var mange i Scanomat Hallen, der var nervøse, da Frederik Løchte Nielsen tabte første sæt i kampen mod Petros Chrysochos med 2-0. Ifølge ham selv var Løchte det dog ikke. Han følte, at han havde styr på løgerne.
”Jeg gjorde det, som jeg havde sat mig for, og det kan jeg kun være tilfreds med. At eksekveringen og effektivitet ikke var særlig god, det er, hvad det er. Jeg følte mig på intet tidspunkt truet af ham, og jeg var godt klar over, at det hele var i mine hænder. Jeg synes ikke, at han servede særlig fantastisk, og i løbet af første sæt blev det meget tydeligt, at han havde nogle klare rytmer, som jeg begyndte at udnytte”, lyder Frederik Løchte Nielsens klare analyse efter kampen til tennissporten.dk.
”Jeg synes, at jeg spiller et fint første sæt, og jeg synes, at jeg spiller bedre end til 6-2”.
Bliver svært for ham
Over hele linjen var Frederik Løchte Nielsen godt tilfreds med sit eget spil, og da han fra andet sæts start vender kampen fuldstændig på hovedet er det gennem godt og effektivt spil. Specielt serven og returneringerne er han godt tilfreds med.
”Når jeg server, som jeg gør i dag, og når jeg returnerer, som jeg gør, bliver det svært for ham, når han ikke server bedre, end han gør. Jeg følte ikke, at det var uretfærdigt, at jeg vinder 6-1, 6-0. Jeg synes faktisk, det var helt efter spil og chancer”, siger danskeren.
Efter to sikre sæt og 4-1 i fjerde sæt sniger der sig dog et par fejl ind. Cyprioten kommer tilbage og får fjerde sæt ud i en tie-break, og her var det den ellers så solide serv, der svigtede Løchte.
”Jeg begynder at tabe rytmen lidt i min serv, og jeg begynder at prøve nogle ting af. Jeg synes ikke, at jeg slap koncentrationen på den måde, men det er klart, at det sker noget. Jeg føler, at det var i mine hænder, og at det var et spørgsmål om at skrue op for gassen, og så ville jeg vinde”.
I vores hænder
Nu fører Danmark med 2-0 mod Cypern, og selvom ingen på det danske hold er i nærheden af at sige, at sejren er hjemme, ved de godt, at de har lavet en god præstation, og at de nu har gode muligheder for at tage sejren i Davis Cup-kampen.
”Hvis vi fortsætter det her spil, er der ingen tvivl om, at de skal spille godt fra nu af. Vi har givet os selv en god situation, og vi ved mere om dem nu, end vi gjorde fra starten, og det føler jeg, at vi kan bruge endnu mere til vores fordel”, fortæller Frederik Løchte.
”Der er ingen tvivl om, at vi står i en god position, og at det er i vores hænder”.
I morgen skal Løchte Nielsen selv i kamp i double sammen med Thomas Kromann, og her har han troen på, at danskerne kan vinde og dermed sikre sig sejren i Davis Cup-kampen. Han ved dog, at det kræver godt spil.
”Selvfølgelig har vi troen på, at vi kan vinde. Vi har tilliden til det, men vi ved også, at de er gode. De lavede et godt resultat mod Litauen, hvor de lavede et godt resultat mod et godt par, så vi tager intet for givet”.
Løchte/Kromann møder Photiades/Hadjgeorgiou i morgen kl. 14.