I dag havde jeg arrangeret en del træningspas, så jeg var på klubben fra 10 til 22. Jeg rammer den stadig jammerligt, og prøver desperat at få et momentum kørende. De her bolde er svære at spille med, og jeg har lidt af den samme følelse, som når jeg spiller i altitude. I dag var dog meget bedre, og der er lys for enden af tunnellen :-). Kristian vandt både single og double i dag. Nu har jeg ikke set ham spille i lang tid, men som han spillede i dag, kan jeg ikke forstå, han ikke har bedre resultater. Det var en utrolig velspillet kamp, der trods alt gik i 3 sæt, da Kristians franske modstander spillede sig helt ud, og spillede på maximum. Han havde dog ikke mere i posen rent mentalt og fysisk i 3., så det gik stærkt. Han vandt ovenikøbet også sin double, og er virkelig "on a roll".
En ting, jeg har glemt at nævne, er, at jeg er rystet over, hvor få mennesker, der snakker engelsk her. Jeg ved godt, at de kun anvender fransk heroppe, men engelsk er trods alt det mest benyttede sprog i landet. Det er helt mærkeligt at være i så nordamerikansk by uden man kan kommunikere med folk. Nå, det kan jeg næste uge i Champaign, der ligger 2 timer fra Chicago. Jeg flyver i morgen, og så har jeg lejet en bil i Chicago, og det ser jeg frem til. Det er en god frihed at have sådan et sted her.
Dagens quiz har endnu engang et tillægsspørgsmål. Der var ikke mange, der har ramt det, jeg tænkte på, men jeg indrømmer også, at der var mange muligheder. Derfor er der tillægsspørgsmål i de sidste to spørgsmål, der naturligvis giver en Fred Perry t-shirt ved rigtigt svar. Man kommer dog til at abejde lidt for det. For lige at opsummere, så kører jeg en quiz i denne uge i anledningen af min blogs 2 års fødselsdag. Man kan vinde en af mine brugte ketchere, og der er et spørgsmål om dagen i 7 dage. Det er ikke for sent at deltage, da man bare skal sende svarene på alle 7 spørgsmål inden søndag kl. 23.59 dansk tid. Man kan se de tidligere spørgsmål i de seneste nyheder. Man sender svarene til mig via min kontakt-del på sitet.
Spørgsmål 6: Fernando Torres var en ung anfører i Atletico Madrid – inden han kom til Liverpool. Hvad stod der på indersiden af hans anførerbind? Tillægsspørgsmål: Denne historie er allerede legendarisk blandt Liverpools fans, og de synger om det i deres sang til Torres. Hvordan går sangen (det er teskten, jeg søger)?
YNWA