Kommentar: Var hallen ved at styrte sammen?

15. marts 2015

Tennissporten.dks redaktør fortæller, hvad der kan give undertippede Birkerød sejren i DM-finalen mod KB.

Det var lørdag eftermiddag, sådan omkring 10 minutter efter Birkerød havde spillet sig i DM-finalen efter sejr over Lyngby. Jeg sad på første sal i KB’s tennishal og var i færd med at skrive reportagen fra DM-semifinalen.

Pludselig bliver jeg afbud. Bordet med min computer ryster en smule, og et kort sekund tænkte jeg, om hallen mon styrtede sammen. Men nej, det var bare Birkerød-omklædningsrummet, der kom med et jubelbrøl. Et jubelbrøl jeg i mine år med tennis aldrig har hørt.

Hvorfor jeg indleder jeg min ’før-finale-kommentar’ med en beskrivelse af, hvad jeg hørte fra Birkerøds omklædningsrum? Ganske enkelt fordi det jubelbrøl, og den mentalitet som det udstrålede, skal bruges aktivt af Birkerød-drengene i finalen.

Vi kommer nemlig ikke udenom, at de i alle andre kampe end andensinglen og andendoublen (alt efter hvordan KB stiller op) vil være undertippede, og i nogle kampe vil de sågar være meget undertippede. Men nu hedder det jo ikke en holdturnering for ingen ting. Det er ikke Kasper Warming, der møder Thomas Kromann. Det er Birkerød, der møder KB. Og når man spiller for sit hold, og specielt når sammenholdet er så stort, som det er i Birkerød, kan det løfte den enkelte spiller.

Jeg siger ikke, at KB ikke har et sammenhold. Jeg ved godt, at KB-spillerne også har det rigtig godt sammen og også virkelig sætter en stor ære i holdturneringen. Men de er vant til at stå i en DM-finale. Det er Birkerød ikke. Den glæde skal de leve på. De skal spille frit, og de skal være ligeså gode til at bakke hinanden op, som de var i går. Vidste jeg ikke, hvor jeg var geografisk, havde jeg i hvert fald troet, at Birkerød havde hjemmebanefordel. Det var altså dem, der larmede og hujede hinanden frem.

Overraskelser er før set i holdtennis, og sådan en kan Birkerød derfor også skabe, men de er afhængige af deres sammenhold. Spiller for spiller er KB klart stærkest, men som hold kan det sagtens tænkes, at Birkerød er stærkest. De kan spille frit, og vinder de lige pludselig en single, som man ikke havde regnet med, at de skulle vinde, kan det løfte moralen hos dem, mens KB måske bliver unødigt presset af favoritværdigheden.

Det er en holdturnering. Det er en DM-finale. Det er Birkerøds chance.