Kommentar: At det danske tennislandshold igen spiller i Europa/Afrika Gruppe 1, er en helt utrolig præstation, der sjældent er set magen i sportens verden. Det mener tennissporten.dks redaktør, der er fuld af rosende ord overfor den præstation, Kenneth Carlsens mandskab har leveret.
Hvis jeg skal sammenligne den præstation, det danske Davis Cup-landshold har leveret med en andet sportspræstation bliver det…
Ja, hvilken præstation kan man egentlig sammenligne det, som Kenneth Carlsens tropper har leveret med? Jeg har brugt de sidste par timer på at tænke over det, og jeg er endnu ikke kommet i tanke om noget.
Det er en helt utrolig og unik præstation, som Frederik Løchte Nielsen, Martin Pedersen, Thomas Kromann og Søren Hess-Olesen leverede i weekenden. Ganske vidst har de intet vundet udover et stykke træ fra ITF med beviset på, at de nu er rykket en division op, men det unikke består i den sensation, jeg tillader mig at bruge ordet sensation, som det er, at Danmark nu er at finde i Davis Cups næsthøjeste division.
Jeg, og flere andre, har denne weekend skrevet om, hvordan det danske landshold består af en professionel tennisspiller og tre amatører, tre der bruger tiden til daglig på at studere. Lad mig prøve at illustrere dette yderligere. Danmarks eneste professionelle tennisspiller, Frederik Løchte Nielsen, er nummer 658 på singleverdensranglisten og nummer 120 på doubleverdensranglisten. Havde Danmark fire af Frederik Løchte Nielsen burde det ikke engang være nok til at spille i Europa/Afrika Gruppe 1. Det er virkelig noget specielt det her danske landshold.
Alle fortjener klap på skulderen
Selv snakker de om sammenholdet og glæden ved at spille Davis Cup som nogle af de vigtigste årsager. Det handler det helt sikkert også om, men det handler også om, at hele holdet fra spillere og trænere til ledere i Dansk Tennis Forbund er besat af de helt rigtige typer. Jeg er altid blandt de første til at kritisere både spillere og Dansk Tennis Forbund. Nu skal de også roses. Det arbejde, der er blevet lavet omkring denne Davis Cup-kamp, har været fremragende, og det belønningen for det blev høstet, da Martin Pedersen slog Maxim Dubarenco.
Spillerne har trænet i måneder op mod dette. De prioriteret Davis Cup-oprykningen, og de har sat andre hensyn i baggrunden for at spille Danmark i Europa/Afrika gruppe 1, også selvom de ikke spiller tennis til daglig. Kenneth Carlsen og resten af teamet omkring holdet har arbejdet intensivt med opgaven, og man har været rigtig gode til at forberede spillerne på at spille på underlaget i Kolding. Netop arrangementet i Kolding skal Dansk Tennis Forbund og deres samarbejdspartnere også have ros for. Man bevilgede penge til det dyre gulv, og man lykkedes med at skabe en fremragende hjemmebane i Kolding. Derudover skal der også lyde ros for udtagelsen af Søren Hess-Olesen, selvom han ikke kom i kamp. Det er Danmarks tredjebedste singlespiller, og det var helt rigtigt at hente ham hjem fra USA, selvom det kostede en skilling ekstra.
Alle på omkring det danske tennislandsholdet har fortjent et ordentligt klap på skulderen. Oprykningen er en præstation uden sidestykke. Da det danske fodboldslandshold vandt EM i 92 havde man trods alt Peter Schmeichel og Brian Laudrup på holdet. Hobros fodboldspillere er trods alt deltidsprofessionelle. Caroline Wozniacki tilhørte trods alt verdenseliten i tennis, før hun nåede US Open-finalen. Det er utroligt, Danmark. Det er unikt.
Karakterbogen:
Frederik Løchte Nielsen – Karakter 10:
Fremragende indsats i single fredag og i double lørdag, men Danmarks førstesingle faldt i niveau søndag og kunne intet stille op mod Radu Albot. Alt i alt en yderst flot indsats.
Martin Pedersen – Karakter 7:
Spillede langt fra sin bedste Davis Cup-kamp, men han var der, da det gjaldt, og det vil han blive husket for. Den ringe indsats mod Radu Albot er allerede glemt. Middelmådig men vigtig indsats.
Thomas Kromann – Karakter 12:
Ikke en finger at sætte på Thomas Kromanns indsats i doublen. Han returnerede godt, servede fremragende og havde stor andel i den danske doublesejr. Sublim indsats.
Søren Hess-Olesen – UB:
Kom ikke i kamp men støttede flot fra bænken.
Kenneth Carlsen, landstræner – Karakter 12:
Har trænet holdet perfekt frem mod den vigtige kamp, og hvad han end har sagt til Martin Pedersen under den afgørende kamp, må det have virket. Fremragende arbejde.