Kommentar: Landstræner Kenneth Carlsen har udvalgt de rigtige fire spillere til at repræsentere Danmark ved Davis Cup-kampen mod Cypern. Rutinen er vægtet højt i udtagelsen, og der bliver ikke taget chancer i en kamp, der skal og bør vindes. Det vurderer tennissporten.dks reporter Jonas Løytved.
Kenneth Carlsen har taget de logiske men også de rigtige valg, da han i går skulle sætte navne på de fire spillere, der skal spille Davis Cup for Danmark mod Polen. Frederik Løchte Nielsen gav sig selv, og det samme gjorde Martin Pedersen, der i de seneste år har leveret store Davis Cup-præstationer for Danmark. Derudover er der blevet genvalg til både Thomas Kromann, der spillede en god double mod Sverige, og Mikael Torpegaard, der dog ikke kom i kamp mod svenskerne.
Valget af Thomas Kromann er klogt, da Carlsen i ham har en sikker doublespiller, der allerede er rutineret i samspillet med Frederik Løchte Nielsen. I et Davis Cup-år hvor alt skal sættes ind på oprykning, skal Danmark ikke til at finde en ny doublekonstellation, og selvom Kromann ikke har set skyggen af international tennis siden Davis Cup-kampen mod Sverige, er han stadig et bedre og i hvert fald mere sikkert valg end et eventuelt alternativ.
Mikael Torpegaard kom ikke i aktion mod Sverige, men han er fremtiden for Danmark i Davis Cup-sammenhæng, og han får formentlig også spilletid mod Cypern. Enten får han en single, hvor det er afgjort om søndagen, og ellers bliver han nok spillet ud allerede fredag mod Baghdatis, hvis cyprioterne bringer deres singlestjerne i spil, så man på den måde sparer Martin Pedersen.
Højest i hierarkiet
Martin Pedersen er nemlig stadig højest i Davis Cup- hierarkiet sammen med Frederik Løchte Nielsen, og det er de to, der skal hive den danske sejr i land over Cypern. Mikael Torpegaard går om ganske få år forbi Pedersen i det hierarki, og Simon Friis-Søndergaard banker også på i kulissen, men Pedersen beviste mod Sverige, at han stadig er mand for store præstationer for nationalholdet, og derfor får han selvsagt en stor rolle på holdet i 2014 også.
Det samme gør Frederik Løchte Nielsen, og det er ingen tvivl om, at Carlsen priser sig lykkelig for Løchte Nielsens store vilje og lyst til at spille på landsholdet. Mens Caroline Wozniacki ikke gider Fed Cup-holdet, er det helt anderledes med Danmarks bedste mandlige tennisspiller, der elsker at trække nationaltrøjen over hovedet.
Med Løchte på holdet løftes det danske niveau med flere klasser, da han dels er en verdensklasse doublespiller og en singlespiller på et internationalt niveau vi ellers ikke har i Danmark, men også fordi hans personlighed alene smitter af på de andre spillere og får dem til at yde maksimalt. Bare spørg Thomas Kromann, der løfter sig fra en god dansk tennisspiller til en international dygtig doublespiller, når han spiller med Løchte.
Livsvigtig kamp
Nu ligner Cypern, i hvert fald uden Baghdatis, ikke en modstander, som Danmark på papiret bør frygte, men kampen er livsvigtig for Danmark alligevel. Taber danskerne, skal de spille om at undgå nedrykning til den laveste Davis Cup-division, og der er unægtelig stor forskel på det og på at skulle spille for at komme tilbage i den næstbedste division, som Danmark kommer til, når de vinder.
Dette Davis Cup-år vil blive taget sindssygt seriøst af alle i og omkring holdet. Danmark vil tilbage i den næstbedste division, og vi har mindst to ud af tre kampe på hjemmebane. Først stik skal tages i næste uge mod Cypern. Danmark bør vinde, og de skal vindes, hvis ikke magien skal gå af vores sensationshold. Heldigvis er der også kun grund til at tro på sejr, når de danske tennisdrenge i næste uge spiller i Hørsholm-Rungsted.
Tennissporten.dk er selvfølgelig med hele vejen til den kæmpe tennisbegivenhed. Vi dækker tæt hele ugen og weekenden, så der er alt mulig grund til at følge med. Kampene spilles i Scanomat Hallen, og billetter til kampen kan købes for 50 kr. pr. dag og 120 kr. for alle dage. Lad tennisfesten komme til Nordsjælland, og lad Løchte, Pedersen, Kromann og Torpegaard henrykke Danmark igen.