Kollaps i London?

27. november 2009

Mon ikke Nadal ser frem til vinterpausen? Først skal han dog som ankermand spille Davis Cup, men derefter skal der restitueres.

Nadal ligner skyggen af sig selv på banen. Han virker ikke tændt, der er ikke samme tyngde i hans slag som tidligere, modstanderen har overtaget det meste af kampen og – sidst men ikke mindst – så virker han ikke fysisk på toppen. Småskader, fingrene tappet ind osv. Det er trist at se den gennemsympatiske spiller spille på lavt blus uden reel chance for at følge med. Det må være et lavpunkt i Nadals karriere.

Der er mange der ønsker at se Nadal tilbage som verdens nummer et. Desværre tyder de mange skader på, at hans fysik ikke på sigt kan klare den store belastning. At Roger Federer har formået at blive på toppen så længe uden mange skader, er desto mere imponerende, når vi nu for åben skærm kan se konsekvensen af den hårde turneringskalender og en fysisk krævende spillestil. Man skal dog – og det er vigtigt at understrege – absolut ikke afskrive Nadal, der med sit fighterhjerte givetvis vil være at finde i toppen af herretennis i årene fremover. Forhåbentlig, for hans personlighed og spillestil er en gave til spillet.

I dagens kamp mod Djokovic, der endte 7-6, 6-3, var der klasseforskel. Djokovic havde ganske vist også alt at vinde, og mon ikke Nadals tanker gik mod Davis Cup-finalen i næste uge? Djokovic spillede varieret, kontrollerende og Nadal formåede ikke at bryde hans rytme. Nu må Djokovic afvente resultatet af kampen mellem Söderling og Davydenko for at få afgjort sin videre skæbne i turneringen.

Fra gruppe A er Federer og Del Potro klar til semifinalerne.