Kerber stjal Carolines titel

15. april 2012

Det lykkedes ikke Caroline Wozniacki (billedet, WTA 6) at vinde e-Boks Open på hjemmebane i Farum Arena for trejde år i træk. I søndagens finale måtte Caroline bøje sig efter en meget velspillet kamp mod tyske Angelique Kerber (WTA 15) med 4/6 4/6.

Efter en usikker og nervøs præstation i første runde spillede Caroline tre rigtig gode kampe på vej til finalen. Det gav troen på, at Caroline havde fundet melodien og selvtilliden, som ellers ikke har lyst ud af danskeren i 2012. Med finalepladsen var der også en god chance for at få årets første turneringssejr.

Men det gik ikke Carolines vej i finalen. På trods af at have momentum i begge sæt, så var det den mere aggressive Kerber, der var stærkest i sidste ende. Udslagsgivende blev det, at venstrehåndsspilleren formåede at udnytte banens vinkler og konsekvent straffe Caroline for korte slag og server.

Næste turnering for Caroline starter den 23. april, hvor der spilles på indendørs grus i Stuttgart.