I dag har KB som videre af grundspillet i Elitedivisionen for både herrer og damer skulle vælge deres ønskede DM-semifinalemodstandere blandt nr. 3 og 4 fra grundspillet. Herrernes valg faldt på Århus 1900, mens damernes valg faldt på Hvidovre.
Dansk Tennis Forbund fortæller i dag på deres hjemmeside, at KB har valgt, hvilke modstandere de ønske at møde i DM-semifinalerne på lørdag. KBs herrer valgte at møde Århus 1900, og damerne valgte Hvidovre.
KB store favoritter
Både KBs herrer og damer er store favoritter til at vinde deres respektive semifinaler, de er sågar favoritter til igen i år at løbe med DM-titlen på både herre- og damesiden. KB-holdene viste med deres sejre i søndags over Gentoftes herre- og damehold, at de er, hvor de skal være, og at de bliver rigtig svære at gøre noget ved.
Interessant er det, at KBs herrer valgte Århus 1900 som modstander, der ellers endte over Helsingør i grundspillet. Ligegyldigt hvilken modstander de ville vælge, må KB-herrerne dog påtage sig den klare favoritværdighed. Det samme med KBs damer, der som forventet valgte Hvidovre, der gennem sæsonen har vist sig et niveau under de øvrige slutspilshold.
Øvrige semifinaler spændende
Mens KB ligner vindere af deres semifinaler, tegner der lidt mere spænding om udfaldet af de andre semifinaler. Hos herrerne møder Lyngby Helsingør, og her har helsingoranerne bestemt en chance, selvom Lyngby må betegnes som favoritter qua deres væsentlig højere pointtal i grundspillet. Flasker det sig for Helsingør, skal man dog ikke undervurdere dem, glem ikke at de blot tabte 4-2 til Lyngby i grundspillet.
Hos damerne står den anden semifinale mellem Gentofte og Birkerød. Umiddelbart ligger den kamp til Gentofte, og alle forventer da også en damefinale mellem KB og Gentofte, men Birkerød er en dark horse. De endte kun tre point efter Gentofte i grundspillet, så rammer de dagen, har de klart en mulighed.
Derudover spekulerer alle holdene naturligvis i muligheden for at hente wildcards ind, i form af spillere der ikke tidligere har spillet holdkampe i denne sæson. Her har alle holdene muligheden for at trække en kanin op ad hatten, og et af de store spørgsmål går på, hvorvidt Frederik Løchte Nielsen vil stille op for Lyngby.
Sådan ser semifinalerne ud:
Herrer:
KB – Århus 1900
Lyngby – Helsingør
Damer:
KB – Hvidovre
Gentofte – Birkerød
Alle semifinalerne spilles på lørdag på KBs anlæg på Frederiksberg, mens der spilles bronzekampe og finaler samme sted på søndag.