Til juni skal KB være værter for en ITF-seniors turnering. Spillere over 35 år fra hele verden kan deltage, og KB håber, at det kan være en tilbagevendende begivenhed.
I disse dage er KB i fuld gang med at arrangere DM-indendørs, men det er langt fra den eneste tennisturnering KB kommer til at arrangere i år 2014. Til juni er klubben for første gang nogensinde nemlig værter for en ITF-seniors turnering.
Her kommer tennisspillere over 35 år fra hele verden til København for at prøve kræfter mod hinanden. Konceptet omkring ITF-seniors turneringerne er det samme som ITF-future turneringerne, som KB allerede har erfaring som arrangør af.
Til turneringen er det muligt at stille op i rækken +35, +45, +55, +65 og +75 i både herresingle, damesingle, herredouble og damedouble, og KB håber, at turneringen bliver en tilbagevendende begivenhed. Man håber også, at danske seniorspillere vil stille op og prøve deres talent af mod internationale modstandere.
Turneringen afvikles på KBs anlæg på Frederiksberg fra den 9. til 15 juni.