Kanon start i London

6. november 2012

Frederik Nielsen (billedet) får i denne uge en oplevelse for livet, da han deltager i den eksklusive turnering, ATP World Tour Finals, hvor sæsonens otte bedste spillere i single og double er samlet.

Selvom Frederik og Jonathan Murray vandt årets Wimbledon, er de underdogs i turneringen og på papiret det svageste par. Det var der dog ingen, som kunne se, da Frederik og Marray spillede sin første puljekamp i dag mod indiske Bhupathi/Bopana, som er rangeret som henholdsvis nr 11 og 12 på verdensranglisten i double. Det indiske par kom tilmed til London med en dugfrisk sejr fra ATP Masters turneringen i Paris.

Kampen blev en uhyggelig tæt affære. Nielsen/Murray vandt første sæt 6/4 og havde en enkelt matchbold i andet sæt, som blev afværget og sættet endte med indisk tie-break sejr. I den afgøende matchtiebreak havde Bhupati/Bopanna to matchbolde, inden Frederik servede kampen hjem med en samlet score på 6/4 6/7(1) 12/10.

Frederik og Murray har dermed fået den perfekte start på turneringen og er et stort skridt nærmere semifinalen. Onsdag skal den dansk/britiske duo i kamp mod Mirnyi/Nestor, som er seedet to i turneringen.