Junior Europamesterskaberne

3. august 2009

De sidste par uger har jeg brugt min tid på at forsvare de danske farver ved Europamesterskaberne for hold og individuelt.

Den første uge var jeg i Villach, Østrig, hvor de individuelle Europamesterskaber under 18 blev afholdt.

Det danske team bestod af Rune Winkler, Malou Ejdesgaard, Søren Hess Olesen og mig selv. Med havde vi coach Mikkel Nørby. Sidste gang jeg stillede op til EM ind. tabte jeg min første kamp, så min målsætning var bare at få en sejr, hvilket lykkedes efter en let kamp, hvor jeg slog en tyrkisk spiller med cifrene 6-2 6-0.

I næste runde mødte jeg Hilda Melander fra Sverige. Vi havde mødt hinanden for et par måneder siden også i Villach, hvor jeg vandt 6-3 6-4. Denne gang blev det en tættere kamp. Jeg måtte ud i 3 sæt for at besejre hende. Første sæt tabte jeg 6-4 efter at have lavet mange uprovokerede fejl og ingen aggressivitet. Først ved 6-6 i andet sæt løsnede jeg lidt op og fik en smule overtag i duellerne. Tiebreaken vandt jeg 7-4. I tredje sæt fik jeg mit spil bedre i gang og pludselig var det Hilda, som lavede fejlene og tredje sæt endte 6-2 til min fordel.
I 1/16 finalen stod jeg over for årets French Open vinder og første seeded. Det var en for stor mundfuld for mig og jeg tabte 6-3 6-0. Mit spil svingede enormt meget, og det duer ikke, når man møder verdens bedste.
Samlet set var det en udemærket præstation af Danmark. Vi havde 3 spillere i tredje runde og 1 i fjerde.

Ugen efter tog jeg med det danske u 18 pige landshold til Tjekkiet, hvor Europamesterskaberne for hold blev spillet. Med på det danske hold var Malou Ejdesgaard, Maria Jespersen og mig selv. Vi var 5 nationer, som kæmpede om de 2 eftertraktede pladser til EM slutspillet. Vores gruppe bestod af Spanien, Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet og så Danmark.
Da Danmark var seeded, stod vi over i første runde. I anden runde ventede Ungarn, som var første seeded og på papiret klart de bedste. Der var meget på spil, da vinderen af holdkampen ville sikre sig en plads i slutspillet.
Første pige i aktion var anden singlen Malou Ejdesgaard, som stod over for nr. 20 på junior verdens ranglisten. Det blev desværre et nederlag med cifrene 6-0 6-3. Derefter var det min tur, som første single. Jeg stod over for nr. 352 på senior verdens ranglisten. Første sæt hev jeg hjem med 6-4 efter godt afslappet og aggressivt spil. I andet sæt var egentlig ganske tæt, men hun vandt de vigtigste bolde og dermed sættet 6-2. I tredje sæt var jeg bagud 2-5 0-40, og på det tidspunkt så det sort ud for det danske hold. PÅ mirakuløs vis fik jeg vendt kampen, overlevede 4 matchbolde og vandt sensationelt sættet 7-5.
Så skulle den afgørende double spilles. Her var det igen Malou og mig, som skulle på banen. Vi spillede et rigtigt godt første sæt, som vi vandt 6-4. I andet sæt mistede vi en smule af vores aggresive spil, og tabte derfor andet sæt med 2-6. Tredje sæt blev afgjort i en matchtiebreak til 10. Vi fulgtes gennem hele tiebreaken, men tilsidst satte Malou en kanon flugtning og jeg nogle gode server, og så var slutspillet hjemme.
I finalen mod Spanien kunne ingen af os fortsætte det gode spil, og vi tabte holdkampen 0-3.
Men det vigtigste var, at vi kvalificerede os til slutspillet, som afholdes i Spanien i slutningen af september. Det er første gang, at jeg har været med på et hold, hvor vi har kvalificeret os, så det var en stor oplevelse.