Favoritterne gik hele vejen ved pinsens Sjællandsmesterskaber. Maria Jespersen er sjællandsmester i damesingle efter sejr over Emma Rønholt i finalen, og hos herrerne vandt Søren Wedege efter finalesejr over Nicolai Ferrigno.
Maria Jespersen gav første fingrepeg om, at hun stadig er førsteudfordrer til Mai Grage og Karen Barbat, da hun ved pinsens finalerne i Sjællandsmesterskabet tog sejren.
I finalen stod Jespersen overfor klubkammeraten Emma Rønholt, og her levede hun op til favoritværdigheden. Med en sejr på 6-4, 6-3 og en generelt flot turnering viste Jespersen, at hun stadig er et niveau bedre, end dem der umiddelbart følger efter hende i kampen om at udfordre Mai Grage og Karen Barbat i sommerens GPS-turneringen og ved DM-ude.
Jespersen har sammen med Grage og Barbat domineret de danske turneringer henover de seneste år, men på det seneste har der været en smule tvivl om Gentofte-es’ets niveau efter, at hun har brugt mere tid i bøgerne og mindre tid på tennisbanen. Med sejren i Sjællandsmesterskabet fik Maria Jespersen så bevist, at hun stadig bejler til de helt store titler senere på sommeren.
Wedege kan udfordrer
En anden udfordrer i sommerens store turneringer kan blive Søren Wedege. Han spillede præcis som Jespersen et flot Sjællandsmesterskab og endte som vinder efter finalesejr på 6-4, 6-3 over Nicolai Ferrigno. Dermed tog Wedege endnu en vigtig dansk titel efter han først i maj vandt GPS-turneringen TCO-cup.
Wedeges helt store bedrifter ligger i fortiden, men Hillerød-spilleren har en ambition om at være med i sommerens præstigefyldte GPS-turneringer i Helsingør og Aarhus samt ved de danske futures og DM i Helsingør. Med sjællandsmester-titlen er Wedege nu en outsider, som konkurrenterne må tage seriøst også med tanke på hans tidligere niveau.
De københavnske mesterskaber blev også afgjort i pinsen. Her leverede useedede Rasmus Møller en stor overraskelse, da han satte først tredjeseedede Peter Elsborg, dernæst andenseedede Christoffer Königsfeldt og til sidst førsteseedede Marc Ferrigno til vægs. Dameturneringen ved de københavnske mesterskaber blev ikke afviklet.