Engang imellem må man bøje sig i støvet og indrømme, at man har fået en røvfuld. Det gør jeg nu. Jeg tabte med 0 og 2, og det eneste, der var uretfærdigt ved de cifre, var, at jeg fik 2. Han høvlede mig ud af banen. Jeg følte mig som en mus mod en elefant. Jeg fik først game ved 0-4 i 2., så jeg var seriøst bange for at få briller. Han servede esser, slog vindere med forhånden, med baghånden og lavede ingen fejl. Det siger sig selv, at når jeg taber 10 games i træk og ikke kan vinde et point, at jeg var elendig. Jeg fik en miserabel start – havde ingen at varme op med, og opstrengeren lavede en reel bondeopstrengning. Så må jeg også sige, at mine ben var mærkede af træningen i ugens løb, så jeg var ikke med fra starten. Det er jo ellers så skide vigtigt. Når det er sagt, tror jeg kun det havde haft kosmetisk betydning. Han var selv rystet over, hvor godt han spillede. Inden turneringen havde jeg ham også som favorit til at vinde det hele, men nok om det. Vi vandt vores double efter den måske kedeligste kamp i mands minde. Finale i eftermiddag.
YNWA