Så er tiden kommet. Min fod er nu i orden og jeg kører igen træning på fuld gas med alt hvad det indebærer. For vist er det sindssygt fedt at være tilbage på banen og jeg nyder det virkelig hver dag, at jeg får lov til at stå op med trætte og hævede øjne, æde min skide havregrød, drikke min kaffe og så gå på tennisbanen og træne til jeg er helt færdig.
Jeg har lært meget gennem de seneste år og jeg føler hele tiden at jeg bevæger mig i den rigtige retning. Ikke kun mht. tennis, men også hvordan jeg gerne vil være udenfor banen; hvem jeg gerne vil være. Jeg kan ikke forstå at jeg er 24 år. Nogle gange når jeg snakker med de yngre spillere, bliver jeg lidt overrasket over den respekt jeg kan mærke de har for mig, indtil det går op for mig at jeg er 6 år ældre og det er ganske naturligt. Vi sidder i en samtale, sniksnakker og chitchatter indtil vi bevæger os videre til hvad vi går og laver. Og det er først der, at det går op for mig. “Nårh ja, han går jo stadig i gymnasiet” og der sidder jeg og snakker om lejlighed i Kbh, kandidatgrader og eksistentielle spørgsmål, som om det rager ham, hvad jeg snakker om….
Jeg er også begyndt at undervise ungerne i tennis og jeg er ikke længere en eller anden pubertetsforvirret idiot med en ketcher, men har nu en forståelse og viden om tennis, som overrasker mig hver gang jeg underviser. Nogle gange kommer der bare ord ud af munden på mig – svar på elevens spørgsmål – som om jeg har fået det spørgsmål tusinde gange og ved lige præcis hvad svaret er. Og det handler ikke længere om mig mig mig. Før var jeg helt optaget af hvad andre tænkte om mig og hvordan jeg mon kunne passe ind blandt alle de fremmede mennesker og forskellige kliker af mennesker. Jeg skulle hele tiden situationsbedømme mine omgivelser som om det vigtigste i livet var at passe ind blandt alle de andre omkring mig. Men det bundede jo i at jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg var vant til at følge flokken. Jeg plejede at tage min far i hånden og så tog han mig rundt til steder han opfandt for mig. Han opfandt cykelture og lørdagsslik, Bob Dylan og tegnefilm, keyboard og guitar, kirkekor og fodbold. Og så opfandt han tennisklubben og opfandt tennisspillet. Så opfandt jeg selv en forhånd og en baghånd og så var det lige pludselig mig der opfandt. Så var det mit.
Det var svært at forstå. Men nu forsøger jeg i hvert fald at give lidt af mit videre til mine elever uden at forsøge at intervenere og ændre på deres. For det er jo deres tennis. Jeg kan kun bygge på deres tennis og tilføje elementer og så håbe på at de får fornemmelsen af glæde, varme, lykke, eufori, når en ny dimension af spillet åbner sig for dem. Det er så svært at beskrive den følelse man kan få, når man træner intensivt på et bestemt slag, mønster eller benarbejde. Vi søger den allesammen: strømmen af glæde der løber igennem hele kroppen når det så endelig lykkes. Det er som om at tennis er blevet lidt lettere at spille og forstå. Der er noget nyt i vente. En dør er åbnet. Måske er faktisk hele verden blevet lidt lettere at forstå. Alt synes lige pludselig muligt. Så kommer selvtilliden og troen på at det er det rette sted man bevæger sig hen imod. “Okay, det er der jeg skal hen”.
Jeg prøver at dele den følelse jeg har med tennis. For naturligvis kommer det modsatte indover også. Tankerne om det nu overhovedet giver mening at stå på en tennisbane hver dag og slå til en bold. Hvorfor er det bedre end at tage en uddannelse eller få et arbejde? Vil jeg være gladere hvis jeg havde et godt job og en fed lejlighed med en masse venner jeg kunne invitere på middag og druk hver weekend? Ville det gøre min familie gladere, hvis jeg lavede noget andet? Ville det endda være samfundsmæssigt mere forsvarligt, hvis jeg deltog i fællesskabet og arbejdede for føden i højere grad end jeg gør nu? Mit svar er nej. Tennis er mit spil. Det har jeg fundet på. Så jeg bestemmer hvor god jeg vil være til det og hvor meget tid jeg vil bruge på det, for det er mit ansvar. Det er min lidenskab og vilje der holder mig i gang og den er der ikke andre end mig selv der skal slukke. Jeg gør som jeg vil, for min verden består af hvad jeg opfinder. Og lige nu opfinder jeg lykke via tennis.
Det er ikke mindst derfor, at jeg har så stor respekt for Frederik Løchte Nielsen og hans tålmodige iver for hele tiden at blive bedre. Han har ikke haft behov for at skynde sig med sit liv. Det har foregået på hans præmisser, i hans eget tempo og det virker som om han har nydt det hele vejen. Og nu begynder han virkelig at se hvordan hans arbejde bærer frugt. Det er smukt! Stort tillykke!