Her følge tredje og sidste del af det eksklusive interview med Roger Federer foretaget af Laura Engstrøm for Weekendavisen:
Gennem tiden har du fået kritik, hvis du ikke levede op til dine egne standarder. Du talte lige frem om, at du havde kreeret et monster, du selv havde svært ved at slå. Hvordan går det med dit monster?
”Ja, jeg kan huske, jeg sagde det efter Australien Open i 2008. Jeg var en af favoritterne, og jeg havde vundet året før, og så tabte jeg i semifinalen. Jeg tænkte, at jeg havde spillet en god turnering, men så hørte jeg det her fra pressen: ”Du er ikke den samme mere.” Det var som om, det var en tragedie, hvis jeg tabte et sæt. Folk havde så høje forventninger til mig, og hvis jeg ikke levede op til det, var det forfærdeligt. Det er som i Schweiz: Hvad kan en ny, professionel tennisspiller opnå? Det bliver svært ikke altid at blive sammenlignet med mig. Det er ikke retfærdigt. Det er heller ikke retfærdigt for mig hele tiden at blive sammenlignet med, hvad jeg har gjort tidligere og hvilke slag, jeg har slået. Det var det, jeg mente med, at jeg havde kreeret et monster. Jeg tror, det sank ind. Folk begyndte at forstå det. Det er normalt at tabe en gang imellem. Man kan ikke være ubesejret hele tiden dag efter dag.”
Har du lyst til at sige til pressen: Ti så stille?
”Nej, jeg har det fint med pressen, og de skal have lov til at være kritiske. Når de synes, at jeg skulle have gjort noget andet eller syntes, at jeg skulle have spillet med en anden taktik, har jeg ikke noget problem med det, men det skal jo være rigtigt, hvad de skriver og mener. Jeg har facet mange hårde pressekonferencer i løbet af min karriere, og det har jeg fundet ud af, hvordan jeg skal deale med. Det er i øvrigt også noget af et pres. Det var hårdt, da jeg var helt ung. For når man er ung, bliver man lettere misforstået, og det kan godt gøre tingene lidt svære.”
Hvordan svære?
”Tjaeh, pressen tror, de kender dig. Og det gør de jo ikke. Når man er ung, kender man knap nok sig selv. I dag siger man måske ét, i morgen er det noget andet. Hvis man for eksempel siger: Mit mål er at prøve at blive nummer ét, og man er nummer 200, ler journalisterne af dig. Men når man så lidt senere er blevet nummer 30 og siger, at ens mål er at blive nummer ét, siger journalisterne: Wow, hvor fantastisk, denne her fyr tror virkelig på sig selv. Det afhænger af, hvem du er, og hvordan journalisterne ser og hører dig lige dén dag. Det kan godt tricke én lidt. Nu møder jeg pressen efter hver kamp. Der er noget hjernevask over det. Det er som, hvis de hver dag minder dig om, at det er tåget, og himlen faktisk er blå. Det kan være så vildledende. Det er derfor, jeg sjældent læser, hvad pressen skriver om mig. Så når jeg går ind til en pressekonference, er jeg meget bevidst om ikke at blive påvirket af, hvad de siger, og hvad de spørger om, men at give journalisterne et fair svar. Og så læser jeg det ellers ikke bagefter.”
Hvad har været forskellen på at kæmpe for at blive nummer ét – og senere at skulle forsvare positionen?
”Da jeg blev nummer ét, begyndte jeg ikke at slappe af, men jeg tænkte i stedet: Ok, nu har jeg nået mit mål: Jeg er blevet nummer ét i verden. Jeg er verdensmester, vil jeg have mere af det her? Ja! Hvis jeg ser på det i et længere perspektiv: Skal jeg så spille hver eneste turnering og jagte alle penge i verden og blive rig og berømt? Eller skal jeg være tro mod mig selv og spille for spillets skyld? Jeg tænkte: Det sidste vil følge med, hvis jeg først og fremmest spiller godt. Det var afgørende for mig at træffe den beslutning, da jeg første gang blev nummer ét blandt mændene i 2004.”
Har det været svært at si det fra?
”Ja, meget svært. For vi får hele tiden tilbud: Kom og spil i denne turnering, og vi giver dig så og så mange penge for det. Eller: tag imod dette sponsorat. Men så kan man rende rundt på røde løbere hele tiden. Jeg var nødt til at lære at sige nej. Jeg har været meget heldig at have gode folk omkring mig, som har givet mig gode råd. Og at have min kone tæt på. Jeg har været sammen med hende i 11 år. Jeg havde ikke nogen titel, da jeg mødte hende. Nu har jeg 71. Hun har gjort en stor forskel for mig.”
Hvordan føles det ikke at være nummer ét?
”Emmhhm, for at være helt ærlig, føltes det meget akavet i begyndelsen. Jeg var nummer ét så længe og ud i ét stræk. Så kom jeg tilbage igen. Anden gang jeg mistede det, var det Rafa (Nadal, red.), der fik det. Han fortjente det. Han spillede bedre i den periode. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet vant til ikke at være nummer ét, for jeg har stadig et stort drivemod at komme tilbage til det, og jeg mener, det er realistisk. Jeg banker på døren igen og igen. Jeg ved, det er nødvendigt at forblive tro mod det ideal, og jeg er motiveret for det. Men nej, jeg kan ikke lide, når de siger: ”Nu byder vi velkommen til nummer tre i verden.” Så tænker jeg: Jeg er mere end nummer tre i verden, men jeg forstår reglerne. Og lige dét motiverer mig til at komme tilbage til at være nummer ét. For det er en fantastisk følelse. Men nogle gange tænker man mere på turneringen og glemmer alt om pladsen på verdensranglisten. Hvis man ser på spillere som Roddick og Hewitt, kigger de ikke længere på deres rangering. De fokuserer på at spille godt i turneringerne og holde sig skadefri. Men jo, jeg fokuserer stadig på at blive nummer ét.”