I denne uge er jeg i Italien for at spille en future i Vicenza. Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst spillede, så jeg glæder mig til at få nogle kampe. Hvis vi da kan få spillet – det har regnet lige siden, jeg kom. Men det hører jo med. Sidste ueg var en rigtig fed uge, hvor jeg fik lige det ud af den, som jeg ville. Ok, det havde naturligvis været bedre, hvis vi havde vundet nogle kampe, men træningen gik suverænt, og jeg kan ikke føle mig bedre spillende, end jeg gør. Det skal lige siges, at med så gode forhold, som det var sidste uge i Monte Carlo, er det meget svært at spille tyndt. Det var super fedt.
Jeg spillede med Julian Knowle, Østrig, mod Johnny og Colin Fleming. Vi spillede godt, og jeg er ret tilfreds med mit eget niveau. Eneste, der manglede, var at vi spillede sættene færdig. Vi var bedre og dominerede spillet i løbet af begge sæt, men de hang på, gjorde afstanden kort, og sluttede hvert sæt godt af, og så vandt de altså. Vi spillede et rigtigt lorte game oppe 4-3 med break i 1. og det betød meget for momentum. De sagde selv bagefter, at vi lige så godt kunen have vundet sættet med 6-1. Men det er jo lige gyldigt, når ikke vi gjorde det. 2. sæt var på samme måde. Vi servede for sættet ved 5-4 og havde en sætbold ved 7-6 i tiebreaken efter at have reddet 3 matchbolde, men Johnny slog en super retur efter Julian havde haft krammet på ham med sin serv, så det var bare too good. Det var sådan en kamp, jeg føler vi vinder 9 ud 10 gange, men af en eller anden årsag lykkes det ikke. Jeg var, som sagt tilfreds med mit eget spil, i hvad der var første reelle kamp på grus i lang tid for mig, så det var et nederlag, der ikke sad længe overhovedet. Jeg var heldigvis meget mere oppe at køre over, hvor godt jeg generelt ramte bolden igennem hele ugen.
Ellers er det gået, som jeg havde håbet. Med den fesne offseason, jeg fik i år, var meningen, at den her periode skulle bruges til at træne en masse med Patrik og få arbejdet en masse, så jeg kunne køre på senere i sæsonen. Jeg prøver at være bedre til at prioritere min tid, så jeg er ordenligt forberedt til de turneringer, jeg spiller. Nogle gange kan det være let at føle sig presset til at spille en masse turneringer for at vinde eller forsvare point. Specielt for mig i år, hvor jeg allerede har spillet en del doubleturneringer. Men det er vigtigt at bevare overblikket, så der kommer kvalitet over hele linjen. Når jeg fx misser en offseason, som jeg gjorde sidste år, føler jeg det er vigtigt ikke bare at stresse direkte ind i den nye sæson og turneringsræs. Det nytter ikke noget at spille en masse turneringer, hvis ikke jeg er klar, og hvis ikke det hjælper mig den retning, jeg forsøger at gå. Så er det lidt som at pisse i bukserne for at holde mig varm. Det er der jeg havde forventninger om, at den mulighed jeg har for at spille de store turneringer i double, kunne være en god mulighed for mig. For det første ville det være en mulighed for at spille nogle af de største turneringer i verden – som jeg aldrig har prøvet tidligere. For det andet ville det give mig en masse tid og træningsmuligheder på suveræne anlæg blandt og med de bedste spillere i verden. Jeg synes, det er gået, som jeg havde håbet. Jeg har fået rigtigt mange banetimer med Patrik, der var med i Indian Wells og Monte Carlo, og jeg har spillet med gode spillere. Jeg føler mig derfor rigtigt godt tilpas i øjeblikket. De ting, vi arbejder på, bliver bedre og bedre, og jeg føler jeg spiller min bedste tennis. Vigtigst er, at kroppen (med undtagelse af en albue, der generer on and off) føles fin, og jeg føler mig føler mig fysisk godt tilpas og klar til en sæson, der først lige er startet for mig.
Selve kampene i USA gik fint. Det var skide skægt at spille med Grigor, som er en vanvittig spiller. Jeg sætter meget pris på muligheden for at komme til at spille med en spiller, jeg er sikker på kommer til at ligge i verdenstoppen i fremtiden. Indtil da er jeg bare glad for, han gider spille lidt double med mig. Han er, som sagt, en utrolig god spiller, og når han er på, kan han slå vindere over det hele. Vi står godt sammen og har potentiale til at spille skide godt. I Indian Wells startede vi med en god sejr over Qureshi/Rojer, der gik hen og vandt Miami. Vi spillede godt og burde nok have vundet større end 5 og 5, idet vi vandt 22 point flere, end de, men det var en god kamp. Nederlaget i 2. runde til Melo/Dodig var totalt unødvendigt. Vi spillede bedre, men forærede dem sejren totalt. Bittert, for vi havde sgu mulighed for at gå langt. Men jeg tilskriver det nederlag til, at vi kun havde en kamp sammen inden. Der var noget kommunikation på banen, der lige skulle falde på plads. Allerede næste kamp i Miami var langt bedre. Vi havde lært af sidste uge, og var på fra start til slut. 2. runde var en af de herligste doubler, jeg har spillet. Sjældent jeg har buzzet så meget efter en double – var næsten helt høj i et par timer efter kampen. Vi mødte Llodra og Paes, der er to legender med en masse Grand Slam titler i baggagen. Alle 4 spillede rigtigt godt, der var utroligt høj intensitet og alle pointne blev vundet af godt spil. Det var faktisk skide skægt at være med til. Kvarten var også lidt af en oplevelse for mig. På min side var jeg med Grigor og på den anden side Haas og Malisse. Det var lige lovligt meget talent go så mig, synes jeg. Men jeg spillede heldigvis fint nok – selvom jeg servede ekstremt vattet i den kamp. Men et godt første sæt og en kanon super tiebreak var nok. Semien mod polakkerne havde vi ikke meget at byde på. Grigor blev syg over nettet, og jeg var et skridt bagud hele vejen. De spillede skide godt og havde marginalerne på deres side. Det var en af de kampe, hvor der ikke rigtigt var noget, der gik vores vej. Sejren var ikke for stor overhovedet. Bittert at det skulle slutte på den måde, men sådan er det.
Nu spiller jeg så i denne uge en future i Italien. Derefter er det to challengers i Napoli og Rom, Rom Masters series, Düsseldorf ATP og French Open. Et herligt program, synes jeg.
YNWA